Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Vilde hunde i Jylland?

I Sverige koster vilde rovdyrs skadevolden årligt ca. 2 mia. svenske kroner. En stor del af beløbet skyldes ulve (opsætning af ulvesikre hegn, erstatning for dræbte husdyr og hunde, dyrlægeregninger, udgifter til flytning af uønskede ulve m.v.).

Ifølge en finsk konservator, Eirik Granqvist, er en stor del – måske hovedparten – af de svenske ulve hybrider (krydsning ml. ulv og hund), som oprindelig er avlet i fangenskab i Rusland og derefter udsat i naturen. Herfra er de så udvandret dels mod Skandinavien, dels vestpå.

En russer hævder således at have udsat over 50 hybrider i Karelen. Disse hybrider blev også anvendt af grænsevagter i det tidligere Sovjetunionen, da det gav store robuste dyr, som ikke kunne gø. Hvor blev disse hybrider af, da Sovjet blev opløst?

Minder om hybridbeskrivelser

EG har undersøgt problemet i årevis og ligger inde med et omfattende materiale.

EG kan skelne mellem hybrider og ulve ved bl.a. forskelle i kranie, øjne, pelsfarve og aftegn, hovedholdning og haleføring. Kigger man i Miljøministeriets ”Ulve i Danmark” ser man også der fotos, som i høj grad minder om EG’s hybridbeskrivelser, f.eks. den høje hovedholdning på Danmarks først fotograferede ”ulv”.

Hvorfor er disse hybrider et problem? Hybrider accepteres af ulve – modsat hunde, som bliver dræbt – og parrer sig indbyrdes. Derved vil den ægte gråulv på sigt blive truet på grund af krydsning med disse hybrider og kan ende med at blive udryddet.

Et andet problem består i, at det reference-dna, som anvendes i Danmark for at identificere ulvenes afføring, er svensk, som ifølge EG er et hybrid-dna, hvorfor de danske ulve bliver rubriceret som rene ulve og ikke hybrider.

Den ægte vare skal have chancen

Det vil derfor være på sin plads, om Danmark skaffede rent dna fra sibiriske gråulve, så vi kunne få fastslået, om invasionen sydfra skyldes hybrider indvandret via Polen og Tyskland. For det tredje er det lidt ærgerligt at skulle spendere en masse penge på erstatninger på vilde hundes hærgen.

Hvis de danske ulve viser sig at være hybrider, byder der sig måske en mulighed for at få fjernet disse fejlskud, da EU-lovgivningen ikke yder samme beskyttelse for krydsninger, og derved give den ægte vare – gråulven – en chance for at overleve. Det må være i alles interesse.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen