To aftaler, to refusionsforløb
Folkepensionist Hans-Otto Riisom, Odense, undrede sig i avisen 24/3 over, at der er forskel på refusion af medicinudgifter og tandlægeudgifter. Den forskel er der en forklaring på: Odense Kommune har indgået aftale med Apotekerforeningen om, at borgerne kan nettoafregne på apoteket. En aftale, der har krævet oprettelse af et system, som kan håndtere afregningen mellem apoteket og kommunen.
Ved en tandlægeudgift forholder det sig lidt anderledes, da tandlægerne og kommunen ikke har et system, der kan håndtere afregning mellem tandlæge og kommune. Derudover kan der ved en tandlæge være udført tandbehandling, som ikke er omfattet af helbredstillæg, men hvor kommunen kan yde råd og vejledning om mulighederne for personligt tillæg. Det betyder, at Odense Kommunes pensionister med helbredstillæg skal afregne med kommunen.
Vores målsætning er en sagsbehandlingstid på fire uger, og den kan desværre variere alt efter spidsbelastninger på grund af tidskrævende arbejdsopgaver. I øjeblikket er sagsbehandlingstiden på udbetaling af helbredstillæg seks uger.