Specielle oplevelser med det digitale Danmark
Gennem nogle år har jeg hjulpet en god bekendt med hans kontakt til offentlige myndigheder og bank.
Han har det svært med at forstå deres måde at kommunikere på. Nu er det så i digitaliseringens hellige navn politisk besluttet, at al post fra det offentlige pr. 1. november skal ske digitalt, hvorfor jeg på min vens vegne oprettede en digital postkasse og adgang til e-Boks.
Min ven har gennem nogle år søgt og modtaget varmehjælp ganske uproblematisk. Det har bare krævet henvendelse til borgerservice medbringende bilag for de seneste tre års varmeforbrug, og så har servicemedarbejderen sørget for resten. Det kan man ikke længere, nu skal ansøgningen ifølge servicemedarbejderen i Guldborgsund borgerservice ske digitalt til Udbetaling Danmark.
Bilag til en anden hjemmeside
Her kommer jeg på banen. Det er måske ikke ligefrem nemt, men dog til at finde ud af. Man udfylder et skema, som er i systemet, og bliver slutteligt bedt om også at indsende de nødvendige bilag. Så knækker kæden – der er ikke noget link eller nogen henvisning på hjemmesiden til dette formål.
En telefonopringning til Udbetaling Danmark kaster dog lys over problemet, der skal sendes en separat mail til staten via borger.dk. Altså fra en helt anden hjemmeside. Desværre syntes det ikke muligt at vedhæfte mere end en fil pr. mail, og man ønsker bilag for tre år, altså mindst tre bilag.
Det kan næppe passe. Godt nok er det offentligt, men alligevel. Jeg kontaktede derfor Udbetaling Danmark telefonisk igen for at få hjælp. Det måtte jo være muligt at vedhæfte mere end et dokument pr. mail.
Desværre kunne den medarbejder, jeg fik kontakt til, ikke hjælpe mig. Hun kunne godt se mit problem, men evnede ikke at løse det. Jeg forsøgte så selv at løse opgaven, men måtte opgive. Hver gang jeg vedhæftede mere end en fil, blev den forrige slettet. Jeg ringede igen og fik en mand i røret.
Brug af gammeldags post
Han kunne overhovedet ikke se problemet, jeg kunne da bare sende bilagene pr. post.
Det, syntes jeg, var underligt. Det offentlige vil skrive digitalt til borgerne, men foretrækker gammeldags post til sig selv.
Det fortalte jeg medarbejderen, og så kunne han da godt se, at det måske var lidt mærkeligt. Jeg bad om et telefonnummer til deres edb-support. Sådan en havde de ikke, mente han.
Det nægtede jeg at tro på, og det endte da med, at han efter at havde søgt et stykke tid gav mig et telefonnummer. Telefonnummeret viste sig at være forkert.
Jeg har nu sendt fem mails vedhæftet fem filer vedrørende én sag til det digitale Danmark.