Se nutiden i øjnene
Noget historieløst bavl kalder Astrid Krag Pia Kjærsgaards indlæg i JP 13/3 og det uden med et ord at forholde sig til det, som Pia Kjærsgaard beskriver.
De seneste 30 års masseindvandring med deraf følgende ændring af Danmark må være forbigået Astrid Krags opmærksomhed, så er det ikke på tide at vågne op og se nutiden i øjnene og ikke køre frem med en historisk redegørelse for Danmarks udvikling gennem tiderne? Den kender både læserne og fru Kjærsgaard. Men selvfølgelig er DF’s fremgang en torn i øjet på venstrefløjen.
Men fremtiden, Astrid Krag, hvad mener De om den med det rod, blandt andet Deres eget/egne partier har forårsaget? Det er jo det, Pia Kjærsgaards indlæg handler om. Så om igen, fru Krag, og svar på det, Pia Kjærsgaard taler om.
Politikerne lytter ikke, og de læser åbenbart heller ikke. F.eks. er 35.000 danske pas forsvundet i 2013 (Metroxpress 12/3). Er det ikke foruroligende? De ønsker, at Deres børn skal vokse op i et godt samfund. Så se at komme i gang med at ændre det til et sådant, for udviklingen går den anden vej.
Politikerne skifter mening, som vinden blæser. De gør noget andet end det, de lover. Så er der tonen, som De omtaler. Den har jo altid været vigtig for dem med de rigtige meninger. Altså de andres tone. Nåh ja, og så andre folks penge ikke at forglemme, men det vil nok føre for vidt at komme ind på det.