Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Stor ståhej om ældremilliarden

Det er ikke hverken rimeligt eller korrekt at opstille rehabilitering som en modsætning til omsorg.

Artiklens øverste billede

Nu, da roen har sænket sig i debatten om ældremilliarden, må det være tid til lidt refleksion over, hvorfor debatten om, hvordan kommunerne vil bruge pengene, blev så voldsom. En af grundene er utvivlsomt, at bl.a. FOA, Ældre Sagen og Enhedslisten på forhånd havde gjort sig meget faste forestillinger om, hvordan pengene skulle bruges ude i kommunerne – nemlig på flere bade og sosu’er.

Da det så viste sig, at kommunerne gerne ville bruge nogle af pengene på rehabilitering og genoptræning, gav det høj søgang. I en pressemeddelelse svang FOA og Ældre Sagen sig endda op til overskriften: ”Ældremilliard går ikke til omsorg”.

Det er ikke hverken rimeligt eller korrekt at opstille rehabilitering som en modsætning til omsorg. At stræbe efter, at mennesker kan så meget som muligt selv, er også omsorg.

Udgangspunktet for hverdagsrehabilitering er gennem hjælp og støtte at give mennesker mulighed for selv at tage vare på så mange gøremål som muligt. Ikke fordi det sparer penge, men fordi det giver bedre liv selv at kunne gå på toilettet i stedet for at skulle vente på, at der kommer en fra kommunen.

Livsbekræftende omsorg

Når man som terapeut har oplevet, hvor livsbekræftende det er, når ældre, handicappede eller tilskadekomne begynder at kunne mere selv, er det meget svært at forstå, hvordan nogen kan mene, at det ikke er omsorg. Vi har aldrig mødt en person, der ikke havde glæde af en rehabiliterende tilgang, fordi det i sidste ende er hjælp til at deltage så meget som muligt i sit eget liv.

Det ændrer ikke på, at man selvfølgelig skal have praktisk hjælp til det, man ikke selv kan klare. Hvad enten det er rengøring eller bad. Potentialet for besparelser har været en af drivkræfterne i, at genoptræning og rehabilitering er blevet opprioriteret af politikerne. Vi kan ikke sige os fri for en fornemmelse af, at man i nogle kommuner har skåret med henvisning til mere rehabilitering, man så først har gennemført bagefter, men det ændrer ikke på, at et større fokus på rehabilitering er til stor glæde for vores ældre og syge. Netop derfor er det så glædeligt, at de fleste kommuner har valgt at investere noget af ældremilliarden her.

Efter opstandelsen om fordelingen af milliarden er det værd at bide mærke i, at det ifølge Socialministeriet kun er 26 pct. af ældremilliarden, der går til rehabilitering og genoptræning. Det er altså kun 1 kr. ud af 4. De andre 3 kr. går til mere praktisk hjælp, personlig pleje og bedre forhold for forskellige grupper af de svageste ældre.

I øvrigt er det misforstået, at hverdagsrehabilitering kun skulle være til glæde for stærke ældre. Det viser sig klart i de indsatser, kommunerne har søgt penge til. F.eks. vil Vesthimmerlands Kommune skabe tilbud til ældre med demens og om træning til ældre på plejecentrene, mens svage ældre med inkontinens i Skive Kommune fremover kan få trænet bækkenbunden.

Vi vil ikke gøre os til dommere over, om kommunerne har fordelt pengene rigtigt. Ikke fordi vi er i tvivl om, at flere penge til rehabilitering og genoptræning vil give flere ældre bedre liv, men fordi vi godt ved, at politikerne i landets kommuner vender 25-ørene en ekstra gang i disse år.

Der er ikke penge til alt det, man gerne vil.

Fortsat høst af mulige gevinster

Alligevel er det vores klare forventning, at kommunerne vil satse endnu mere på en rehabiliterende tilgang i de kommende år. Vi er nemlig overhovedet ikke færdige med at høste de mulige gevinster for borgernes livskvalitet og selvhjulpenhed.

De dygtige og engagerede terapeuter tager ikke noget fra de ældre. De giver dem noget. Nemlig så stor mulighed for at leve deres eget liv som muligt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen