Glemt forældrerolle

Så er der igen og med god grund fokus i medierne på mobning blandt børn og unge. Problemet, med alvorlig mistrivsel til følge, viser sig til stadighed ikke at være løst på trods af diverse handleplaner og tiltag fra de forskellige institutioners side, som indgår i nutidens børns og unge menneskers hverdag.

Forældre, hører vi i medierne, må tilsvarende give fortabt og fortælle deres børn, at man nu engang må være forberedt på ikke at kunne blive elsket af alle og derfor i en eller anden udstrækning må acceptere, at man kan risikere at blive drillet.

Hvor i alverden, spørger jeg med allerstørste undren, er forældrenes rolle som hovedansvarlige for børnenes og de unges opdragelse henne i alle de mange debatter i medierne om mobning?

Hvad med at begynde at fokusere på det uhyggelige opdragelsessvigt, som nutidens forældre generelt gør sig skyldige i, når de totalt undlader at lære deres børn, at man naturligvis ikke mobber andre mennesker.

Dette perspektiv overses totalt i alle debatterne om mobning blandt børn og unge mennesker. I stedet kastes bolden hver gang over på lærernes og pædagogernes banehalvdel. Forældreperspektivet i debatterne dukker altid kun op, når skaden er sket, og far og mor må konstatere, at lærerne eller pædagogerne ikke har været gode nok til at forhindre mobning, eller at de ikke selv har været gode nok til at få øje på den mobning, som deres barn har været udsat for.