Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

En udlandsdanskers trængsler

Jeg var heldig nok at få arbejde i Spanien i 2007 efter at have boet og studeret i Spanien siden 2000. I slutningen af 2009 blev jeg sendt til Singapore, hvor jeg arbejdede til og med juli 2013.

Jeg var blevet gift med en belgisk pige i 2009, umiddelbart før vi tog til Singapore, og vi fik en lille pige i Singapore i 2013.

Med en lille baby ville det være nemmere at være i nærheden af familien i Europa, så vi pakkede sydfrugterne og tog hjemad.

Jeg opfylder alle krav til at modtage børne- og ungeydelse, bortset fra det faktum at jeg har boet i udlandet i mere end 10 år, og derved træder optjeningsprincippet ind – det selvsamme princip, der senere er blevet trukket tilbage efter henvendelse fra EU-Kommissionen.

Den danske xenofobi

Pudsigt nok handler den store debat mest om EU-borgere og ikke umiddelbart ”udlandsdanskere” som jeg selv. Om det fortæller lidt om den danske xenofobi, skal jeg undlade at grave dybere i – det klarer DF helt på egen hånd.

Jeg har ringet flere gange til Udbetaling Danmark, men uden at de har kunnet gøre en pind. De råder mig konstant til at vente, »indtil politikerne bliver enige på Borgen.

Sydfrugterne lagt frem igen

Det kan jo tage år for dem at blive enige om noget som helst. Faktum er, at jeg p.t. ikke er berettiget til ydelsen, hvilket strider mod EU endnu engang.

Er jeg selv og mine børn mindre værd for samfundet efter at have boet i udlandet i mange år, eller hvor er det, at skoen trykker?

Skræmmer vi ikke bare udlandsdanskere og udlændinge væk med vores hykleriske krav om at skulle ”have gjort sig fortjent” til børne- og ungeydelsen? Der er ikke meget at sige til, at udlændinge føler sig behandlet skidt og søger andre steder hen.

Pinligt, Danmark.

Sydfrugterne er lagt frem igen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen