Vi mangler en klar kontraktpolitik

Jeg savner Anders Foghs kontraktpolitik. Ikke fordi alting nødvendigvis blev håndteret perfekt under de tre regeringer, han ledede, men fordi han havde nogle klare målsætninger med sit virke og forstod at kommunikere sine mål klart og tydeligt. Han valgte således at indgå i en kontraktpolitik med danskerne, hvoraf det fremgik, hvad man fik med ham ved roret.

Helle Thorning-Schmidts regering har valgt en diametralt modsat kurs, hvor de politiske holdninger vajer som et siv i vinden – og hvor man er parat til at sælge ud af alle politiske holdninger for at holde sig på ministertaburetterne.

Der findes vel i den politiske danmarkshistorie ikke eksempler på andre regeringer, der i lige så høj grad er løbet fra de løfter, som blev afgivet i valgkampen, som det er tilfældet med den nuværende regering.

Tilbage til jordskredsvalget

Samtidig skal vi tilbage til tiden omkring jordskredsvalget i 1973 for at finde et tidspunkt, hvor politikerleden har været på samme niveau, som det er tilfældet i dag. En nylig måling viser, at ca. 65 pct. af befolkningen enten har ingen eller kun meget lidt tillid til de folkevalgte, hvilket naturligvis er et kæmpe demokratisk problem.

Er der så en sammenhæng mellem alle de politiske løftebrud og den historisk lave tillid til vore politikere? Selvfølgelig er der det.

Hvis man laver en sammenligning til erhvervslivet, er jeg ikke i tvivl om, at de erhvervsledere, der opnår den største respekt blandt medarbejderne, er dem, der forstår at formulere en klar strategi og så ikke mindst levere den, også i de perioder hvor det kan være svært og krævende.

En erhvervsleder, der fra den ene dag til den anden laver fuldstændig om på sine målsætninger og pludselig mener noget helt andet end i går, vil meget hurtigt tabe både anseelse og medarbejdernes tillid – på samme måde, som det er tilfældet med politikere, der konstant skifter standpunkt.

Kontraktpolitik og problemer

Flere såkaldte politiske eksperter har gennem tiden kritiseret Foghs kontraktpolitik for mangt og meget, og der fremføres ofte to forhold ved kontraktpolitikken, som modstanderne finder problematiske.

For det første fremføres det, at kontraktpolitik ikke fungerer i krisetider, og for det andet, at kontraktpolitik skaber blokpolitik og dermed ødelægger folkestyret.

Hvis man seriøst mener, at kontraktpolitik ikke kan bruges i krisetider, bør ræsonnementet tilsvarende være, at også strategiske og taktiske planer er irrelevante for erhvervsvirksomheder i krisetider, hvilket selvfølgelig ikke er korrekt. En god gennemarbejdet strategi skal både kunne sætte retningen i med- og modgang og være god nok til, at forskellige operationelle indsatsområder kan håndteres og justeres.

Nøjagtig som kontraktpolitikken, hvor eksempelvis Fogh-regeringernes skattestop tilkendegav et overordnet stop for at opkræve nye og større skatter, men hvor der kunne ske en opjustering af de enkelte skatter og afgifter, såfremt merprovenuet blev anvendt til at sænke en anden skat eller afgift.

Blokpolitik er at foretrække

Det andet kritikpunkt om, at kontraktpolitik skaber blokpolitik, har formentlig en stor grad af sandhed i sig; spørgsmålet er så bare, om det de facto udgør et problem.

For mig at se er endnu en grund til den manglende politiske interesse i befolkningen netop, at det er for svært at se nogen forskel på, hvad partierne vil – for meget politik er ren konsensus, og det vil være befriende, hvis flere partier enten tog deres ideologi alvorligt eller simpelthen kasserede de ideologiske fraser, fordi der simpelthen ikke er sammenhæng mellem den førte politik og det, ens principprogram og ideologi tilsiger.

Det er fint med et samarbejdende folkestyre, men det er et kæmpe problem, at der ikke bliver taget nogle større og mere grundlæggende politiske kampe, som eksempelvis kan udfordre hele den måde, vi definerer og administrerer vores velfærdssamfund.

Ministre administrerer bare

Spørgsmålet om en øget politisk differentiering kan også relateres til et behov for flere politiske embedsmænd, som kunne være en tiltrængt hjælp til mange ministre i forhold til at få sat en stærkere og mere proaktiv agenda. Alt for ofte virker det til, at ministre blot er administratorer, som følger i sporet på tidligere ministre.

Igen kan der drages en parallel til private virksomheder, hvor et skift i toppen af en organisation ofte er drevet af et ønske og en forventning om en markant anden kurs – det er bare sjældent det, vælgerne får, når de vælger en ny regering.

Jeg er udmærket klar over, at politiske resultater også kræver en realpolitisk tilgang til tingene, og at det er nødvendigt at kunne tælle til 90, men hele tællelegen må ikke blive det, som skygger for klare politiske strategier og tilsvarende politiske initiativer.

Mantraet om at kunne tælle til 90 er alt for ofte blevet brugt til at forsvare eklatante politiske løftebrud. Vi har i stedet brug for markante politiske ledere, som kan og tør udstikke en politisk retning, som de efterfølgende gør deres ypperste for at leve op til – alternativet er et demokrati, der langsomt eroderer indefra.