Lad os samarbejde om væksten i København
Banen har i de seneste år været kridtet op til en kamp mellem de store byer og de områder af Danmark, der ligger langt væk fra de store byer. Det er blevet til en kamp på ord om Udkantsdanmark kontra de selvfede, og fordommene har haft alt for gode kår. Men det giver slet ikke mening, at vi i et lille land som Danmark ikke står sammen og skaber udvikling sammen.
Der skal ikke være tvivl om, at vækst i København er en fordel for alle – også provinsen. Vi har brug for en stærk dynamo og et naturligt centrum til at trække væksten i gang. Som borgmester i Guldborgsund Kommune bakker jeg fuldt ud op om at skabe udvikling i vores hovedstad.
København kan ikke følge med
Imidlertid ser det ifølge OECD ud til, at København ikke kan følge med væksten i andre store metropoler i vores område som f.eks. Stockholm, Helsingfors og Hamborg. Vores hovedstad ser dermed ikke ud til at løbe med laurbærkransen i konkurrencen om at blive dynamoen i Nordeuropa.
Meget tyder på, at det, som de andre metropoler kan, er at skabe vækst både i hovedbyen og i et stort opland omkring denne. Faktisk ser man en betydelig vækst i op til 170 kilometer fra de tre nævnte metropoler, så det er for mig at se nu, vi skal skabe sammenhæng og ikke spilde tiden og kræfterne på uheldige prædikater.
Det kræver samarbejde
Jeg vil opfordre til, at vi lader modsætningerne ligge og i stedet ser København og resten af Sjælland og Lolland-Falster som et samlet vækstområde, hvor vi arbejder sammen, og hver især spiller ind med vores styrker.
Vi har eksempelvis stor vækst i mikrovirksomheder, som typisk har glæde af lave omkostninger og rimelige forbindelser til København. Når de vokser, får de måske andre behov, som eksempelvis en storby kan honorere. Andre kommuner har andre fordele, og hvis vi til fulde skal udnytte mulighederne, så kræver det samarbejde. Det kræver også en målrettet og helhjertet indsats fra Folketinget. Regeringens vækstplan ser landet som én enhed. Der er imidlertid behov for en differentiering, så man kan med fordel dele landet op i distrikter og skabe de bedst mulige rammebetingelser inden for hvert distrikt. Sats på at skabe en stærk infrastruktur internt i distrikterne med bredbånd, hurtige tog med stor kapacitet og tilstrækkelige vejforbindelser.
En særlig udfordring på Sjælland og Lolland-Falster er centraliseringen af statslige arbejdspladser. Provinsens udfordringer løses ikke ved at flytte statslige arbejdspladser ud af København.
Forskelligheder skal udnyttes
Det ved vi godt, men der ligger utroligt mange signaler i, at man konstant trækker statslige arbejdspladser mod hovedstaden. Det underminerer muligheden for at skabe lokale miljøer for vidensarbejdspladser, som kunne være med til at skabe den brede vækst, der tilsyneladende er behov for, hvis København skal blive en nordeuropæisk dynamo.
Lad os udnytte vores forskelligheder og samarbejde om at skabe vækst i København og i et stort område uden omkring hovedstaden.
Det kræver store omstillinger hos os i provinsen, men det kræver først og fremmest en risikovillig regering, der er parat til at se landet på en ny måde, og som støtter den nye sammenhæng med storbyer og provinsen.