Usaglige paralleller
I forbindelse med, at lederen af Danskernes Parti er rejst til Ukraine, sammenlignes europæiske nationalisters besøg i dette land med islamisters valfart til Syrien (JP 18/3). Det er svært at se lighed mellem civiliserede drøftelser i partikontorer om et nationernes Europa og væbnede terrorkampagner for at oprette et totalitært teokrati.
Vil vores politisk stærkt farvede ”forskere” i såkaldt højreekstremisme mon også sammenligne venstrefløjsfolks rejser til Nicaragua, Cuba, Gaza osv. med islamister i Syrien, al den stund der også her er personer, som bevæger sig fra punkt A til punkt B? Ligheden begrænser sig jo til dette.
Der var stor forargelse, da radioværten Glenn Beck sammenlignede unge socialdemokrater på Utøya med Hitlerjugend, men hvorfor skal nationalister finde sig i samme overfladiske paralleller fra offentligt lønnede ”forskere”? Det er selvsagt legitimt at være uenig i nationalistiske tiltag, men hvorfor går man altid febrilsk efter manden i stedet for bolden? De mest søgte argumenter kolporteres for at undgå at drøfte sagligt.