Velkommen til en ny kold krig

Verden er ikke tjent med en kold krig eller det, der er endnu værre, men nu står vi der. Spørgsmålet er, om det har været nødvendigt. Fjendebilleder og ord og vendinger om fascister, nazister og Hitler er føget gennem luften, ”vi”, de gode i vest, står over for ”dem”, de onde mod øst. Højrenationalister i vest ser et samarbejde med Svoboba og højreblokken i Ukraine, serbiske nationalister bakker deres slaviske brødre op.

EU, Kiev og vel også Rusland har mere eller mindre mistet kontrollen. Under de forhold har satsning på politiske løsninger umulige vilkår. Det er forkert og yderst farligt.

Løsninger er nødvendige

Løsninger er nødvendige, hvis vi skal undgå de værste scenarier. I den forbindelse har vi en pligt til at diskutere, hvori legitime russiske interesser konkret består. Vestlige ledere, også vores egen udenrigsminister, har jo sagt, at der skal tages hensyn til de nære historiske bånd, som Rusland har til Krim og Ukraine. At forlange, at Rusland lægger sig fladt ned og accepterer alt fra Vesten, er ikke nogen farbar vej – og heller ikke rimeligt. En ting er geopolitik, en anden er demokrati og økonomi.

Når det gælder en fredelig forhandlet overgang, er der heldigvis positive erfaringer at trække på, eksempelvis fra Spanien efter Franco, Sydafrika efter apartheid og ikke mindst Polen 1988-89. De skal udnyttes, selv om det er svært i Ukraine.

Respekt for russiske interesser

Konturerne for en diplomatisk løsning med respekt for legitime russiske interesser kunne for mig at se være:

Rusland har en helt berettiget frygt for omringning og inddæmning. Derfor burde Rusland have fuld sikkerhed for, at Nato ikke udvider mod øst. Som rigtigt sagt af bl.a. Henry Kissinger – og Zbigniew Brzezinski er citeret for det samme – er en alliancefri status for Ukraine, dvs. uden for Nato og uden for Ruslands kollektive sikkerhedspagt, en god løsning.

Mange stater i verden har som bekendt pålagt sig begrænset handlefrihed sikkerhedspolitisk og økonomisk for fredens skyld.

Det er svært at få den slags fornuftige forslag omsat i praksis, nu hvor Nato – og koldkrigstænkning – er kommet tilbage. Men skal institutionelle interesser, Natos overlevelse, stå i vejen?

Grønlandsk status

Krim kunne have fået permanent udvidet autonomi, og Ruslands aftale med Kiev om Sevastopol-basen kunne være konfirmeret. Vi manglede konkrete udspil herom fra Bruxelles og Washington. Før dramaet brød ud sidst i november, var Kreml tydeligvis indstillet på en ”grønlandsk status” for Krim.

Ukraines kommende forfatning bør leve op til de internationale konventioner om mindretalsbeskyttelse og sikre udvidet regionalisering eller etablering af en eller anden form for føderation.

Der skal gennemføres frie og fair valg, alle partier skal have lige vilkår, både partier, der mest repræsenterer Vestukraine, og partier, der mest repræsenterer Østukraine. Lige repræsentation for Vest- og Østukraine finder vi ikke i den overgangsregering, vi har i Ukraine i dag.

Ligner opstanden i Egypten

Selektiv justits, hævnakter og politisk ”renselse” af staten skal undgås. Igen: Spanien efter Franco, Sydafrika efter apartheid og Polens ”forhandlede revolution” i 1988-89 burde være, men er desværre ikke forbilledet for Ukraine lige nu. Snarere Egypten efter Det Arabiske Forår og Tyrkiet under Erdogan.

Der burde være vedtaget et omfattende økonomisk hjælpeprogram, hvor IMF, EU, Kina og Rusland samarbejder.

Der skulle gerne gennemføres dybe reformer inden for retsvæsen, skattesystemet og korruptionsbekæmpelse. Det er svært, men her kunne EU og europæiske lande spille en særlig rolle.

En mulig opgave

Ukraine kunne sikkert have vedtaget associeringsaftalen og den dybe frihandelsaftale med EU, samtidig med at forhandlingerne mellem Rusland og EU om tilpasning af told mv. var blevet reaktiveret, sådan at vi ville være kommet tættest muligt på et ”europæisk-eurasisk Efta”, en frihandelszone fra Lissabon til Vladivostok.

Rusland og Ukraine er som bekendt medlem af WTO, hvilket gør opgaven mulig. Måske det ikke lod sig gøre, men forsøget blev ikke gjort. Vi har et medansvar.

Lige nu er alternativet ”vejen mod helvede” i Ukraine selv, og en ny kold krig en realitet, men der er grund til at protestere.