Kun ledighed forude
Behøver vi overhovedet den børnecheck, polakkerne elsker os for? De rundhåndede nordeuropæiske børneydelser er alle produkter af faldende børnefødsels-tal i 1980’erne. Bekymringen var, at der ikke ville blive født nok unge til at forsørge de ældre. Man forsøgte derfor at få børnefamilierne til at ”avle mere” via offentlige tilskud.
Stor effekt har det ikke fået. I forhold til Sydeuropa, hvor man ikke forgylder småbørnsfamilierne, har man kun set fødselskvote-øgninger fra 1,3 til 1,9 barn pr. par.
Nu har vi et globaliseret arbejdsmarked, hvor det at få unge nok til at forsørge vore ældre blot er et spørgsmål om at åbne landegrænser, for så kommer udlændingene strømmende, mens det er vore egne børn, vi ikke vil kunne forsørge.
Det danske prisniveau påfører dem et alvorligt konkurrencehandicap i forhold til polakker, bulgarere, rumænere, indere m.v., der allerede har overtaget mange danskeres job. Danskere får kun arbejdsløshed at se frem til – udsigter, det er ansvarsløst at sætte børn i verden til. Børnechecken bør derfor erstattes af en børneskat, så ægteparrene kan få lært at få sig en hund i stedet.