Vælgerbedrag for åbent tæppe
Resultatet overrasker ikke, men det er nyttigt, at analyseinstituttet Wilke for Jyllands-Posten (6/3) fastslår, at to tredjedele af danskerne finder det politisk og moralsk anløbent, at visse politikere partishopper og tager egne og i de fleste tilfælde en betydelig overvægt af partistemmer med til et nyt parti.
Problemet er de senere årtier blevet mere påtrængende, også for folkestyrets anseelse, fordi vælgerbedraget er foregået for åbent tæppe og i flere akter med f.eks. Dansk Folkepartis dannelse af resterne fra et synkende Fremskridtspartiet, da capoet med Ny og Liberal Alliance, den nylige sprængning af SF for ikke at tale om det blodige drama, som hvert fjerde år gentages flere steder i forbindelse med konstitueringerne efter kommunalvalgene, hvor forfængeligheden og de bristede illusioner fører til amokløb.
Tyngende ydmygelse
Der er ligefrem skrevet flere videnskabelige artikler om, at det især er i det nære samfund, hvor f.eks. den skuffede politiker møder vælgerne i Brugsen dagene efter lokalvalget og konstitueringerne, at blodet strømmer, fordi ydmygelsen føles særligt tyngende. Egentlig en skam, for politiske op- og nedture er nærmest en uundgåelig konsekvens af demokratiet.
Der har været talt meget om lovgivning mod uvæsenet, men det er næppe muligt uden at krænke grundlovens ideelle understregning af, at de folkevalgte »ene er bundet ved deres overbevisning.« Grundloven nævner ikke partier, og det kræver derfor omgivelsernes dobbelte overbærenhed, når visse politikere undsiger partidisciplinen, fremhæver egen ubesmittelige samvittighed, for dagen efter at indordne sig under et nyt partis regler.
Enhedslistens løsning
Efter min mening kommer Enhedslisten nærmest en acceptabel håndtering af problemet, også fordi ordningen appellerer til partiernes selvdisciplin. EL tager gerne imod en overløber, men ikke imod vedkommendes mandat, som overlades til suppleanten i det gamle parti. Han eller hun må tage en pause og så måske senere stille op for sit nye parti.
Enhedslistens princip løser ikke spørgsmålet om løsgængerne, men det gør løsgængerne i de fleste tilfælde selv ved at falde ved det følgende valg. Det er ikke alle, som kan have forhåbninger om som Jacob Haugaard at få medvind på cykelstien. Selv hædersmanden Christmas Møller tabte, da han som konservativ løsgænger stillede op i Sønderjylland to år efter Befrielsen.