Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Moderskabet som det ægte selvrealiseringsprojekt

Artiklens øverste billede
Hvornår bliver det normen i Danmark, at en mor ikke efterlader sit barn hos fremmede? Arkivfoto: Christian Klindt Sølbeck

Når man bliver mor i Danmark, er man på mange måder privilegeret. Barnet kan vokse op i et fredeligt demokratisk land, hvor der er ytringsfrihed, og hvor kvinderne frit kan vælge uddannelse og ægtefælle. Ja, der er så megen frihed og så mange valgmuligheder, at det ofte kan være vanskeligt at vide, om man har valgt rigtigt i diverse selvrealiseringsprojekter.

Men når barslen slutter, og kvinden skal tilbage på arbejdsmarkedet, er der pludselig ikke så mange valgmuligheder. Kvinden må affinde sig med at aflevere sit lille hjælpeløse barn hos en fremmed, som måske slet ikke er dygtig og omsorgsfuld nok til at varetage opgaven. De fleste kvinder ved godt helt ind i deres inderste, at det er forkert at forlade barnet – i hvert fald når det græder.

Alligevel gør hun det, fordi regninger skal betales, der skal mad på bordet, barnet skal socialiseres, og ikke mindst er det normen, at hun skal realisere sig selv på jobbet, for det kan jo på ingen måde foregå sammen med egne børn i hjemmet. Man gør sig hård, for man må ikke vise sin usikkerhed over for sit barn.

Desværre – eller skulle jeg snarere sige heldigvis, er det ikke alle kvinder, der kan overskue, eller som synes, at det er sundt for barnets udvikling at forlade det, før barnet kan tale og dermed er i stand til at sætte ord på sine behov.

I den nyligt udgivne bog ”Er der nogen hjemme?” giver syv hjemmegående husmødre hjerteskærende beretninger om den proces, de har været igennem, før de traf valget om at passe deres børn hjemme. En mor, som selv er pædagoguddannet, fortæller, at hun ikke kunne klare at overlade sit barn til det kolde linoleumsgulv hos stressede pædagoger i vuggestuen, hvorefter hun konsulterer en psykolog.

Hos psykologen var der ingen hjælp at hente, idet psykologen selv var et offer for den danske børnepasningsnorm: Psykologen informerede sin samtalepartner om, at hun blot skulle prøve at aflevere barnet i længere tid – hendes eget barn græd nemlig i hele seks uger, før det ”overgav sig”.

Kan hvile i sig selv

Hvad er meningen med at tvinge barnet væk fra sin tryghedsbase, når barnet først i toårsalderen forstår, at mor ikke forsvinder for altid? Hvornår bliver det normen i Danmark, at en mor ikke efterlader sit barn hos fremmede, men i stedet dyrker moderskabet som et realiseringsprojekt og passer sit barn hjemme som det mest naturlige i verden?

Faktum er, at man endnu ikke kender konsekvensen af den tidlige adskillelse af mor og barn – dog ved man, at manglende empatisk voksenkontakt i vuggestuen kan gøre det vanskeligere at håndtere stress senere hen i livet.

Desuden er der mange, der fejlagtigt tror, at en forælder ikke kan socialisere et mindreårigt barn (0-3 år) lige så godt som det udepassede barn, men al forskning på området viser imidlertid, at en kærlig og opmærksom forælder udvikler barnets sociale kompetencer akkurat lige så godt, som det sker hos vuggestuebarnet, hvis blot det jævnligt kommer i legestue.

Den mærkbare forskel for hjemmepasningsbarnet er, at det her har mulighed for at få så meget kærlighed, kropskontakt og tryghed, at det højst sandsynligt kan ”hvile i sig selv”.

Ekstrem børnepasningspolitik

Det er en meget ekstrem børnepasningspolitik, som føres i Danmark – set i forhold til mange andre lande, som vi sammenligner os med – som f.eks. Schweiz, hvor det er normen, at børnene først kommer i børnehave, når de fylder fem år. I Frankrig er det muligt at forlænge barslen til tre år uden at risikere at miste sit arbejde.

For en veluddannet kærlig kvinde virker det enormt adfærdsregulerende – og faktisk endda grænseoverskridende at blive bildt ind som en del af en ubevidst indoktrinering – at en dagplejer eller en pædagog skulle være bedre til at passe ens eget barn, og at man bare skal gå fra sit barn, selv om det græder hjerteskærende.

Det er således på tide, at der fra politisk side bliver udarbejdet en mildere og blidere familiepolitik, så det er økonomisk muligt for den kærlige og opmærksomme mor – eller i nogle tilfælde far – at passe barnet hjemme indtil mindst tre år. Den ægte selvrealisering foregår i virkeligheden sammen med børnene i hjemmet og ikke foran en computerskærm på jobbet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.