Danmark mangler en turistminister
Danmark mangler en turistminister, der kan samle trådene på tværs af de forskellige ministerier og udrede de forhindringer/barrierer (f.eks. det høje danske prisniveau), der i dag får turister til at fravælge Danmark som et feriemål, og synliggøre tiltag, der kan tiltrække turister til Danmark i mere end blot få timer, således at flere turister vælger at gøre Danmark til et tilvalgt ferieland.
En seriøs politisk anerkendelse heraf vil skabe flere arbejdspladser både for faglærte og ikke faglærte arbejdstagere især inden for servicesektoren, og samtidig giver det øget velstand og velfærd i landet.
Nye fantasifulde skatter
Turister vil så gerne købe danske varer, men når danske politikere absolut vil gøre det overordentligt svært for en turist at bruge penge i Danmark, mister Danmark herudover handel for milliarder. En typisk krydstogtsgæst når kun at bruge ca. kr. 600,00 under et ophold i København. En mere målrettet og professionel politik rettet mod at forbedre turismen generelt og dermed handlen i Danmark, kan vende denne udvikling til øget indtjening, der i dag ofte eksporteres til f.eks. Sverige.
Regeringen søsætter uheldigvis hellere den ene mere fantasifulde skat efter den anden med forunderlige og utopiske navne som forsyningssikkerhedsafgift, og øgede skatter presser lønudgifterne og varens pris op for danske virksomheder og dermed færre salg af varer, fordi dansk handel nu forsvinder til udlandet, der allerede har erkendt, at f.eks. en differentieret moms er en af vejene frem til øget salg og indtjening. Hvad om regeringen begyndte med selv at spare i stedet for at kaste borgernes pengesedler ukontrolleret rundt i luften i milliardklassen til megen lidt nytte for borgernes selvforsørgelse og velfærd, således at borgerne kunne beholde flere af deres egne penge og købe flere varer?
Danmark har gennem de senere år mistet 200.000 arbejdspladser, og det kan et lille land ikke overleve på sigt, for resultatet er, at de arbejdsløse ikke kan få et job og dermed blive selvforsørgende. Bedre forhold for øget turisme kan være en af vejene til at vende den negative udvikling. Må 2014 blive det år, hvor den sunde fornuft med værdier for god opførsel, menneskelig erfaring og stor visdom må få en renæssance i dansk politik.