Minister vildleder forbrugerne
Forbrugerne har krav på sand varebetegnelse, også ved køb af alkoholfrie øl. Alkoholfrie øl må ikke indeholde spor alkohol, for så er der jo tale om lyse øl med lav alkoholprocent. Folk, der vælger alkoholfrie øl, er jo ikke blot folk, der er bange for at overskride promillegrænsen. Det er oftest folk med alkoholproblemer: Folk på antabus eller folk, der efter en lang og sej kamp er blevet ædru og ønsker at forblive ædru og derfor vælger den helt alkoholfrie øl.
At markedsføre øl med lav alkoholprocent som alkoholfri øl, som sundhedsminister Astrid Krag jo går ind for, vil kunne få alvorlige følger: Personer på antabus bliver jo meget dårlige ved at indtage alkohol, og for personer, der måske efter en dyr Minnesota-behandling er blevet ædru og har formået at forblive ædru ved helt at droppe alkohol, ville dette ligeledes være en katastrofe, for med alkohol i øllet genvækkes alkoholtrangen: ”Kong Alkohol” har igen straks overtaget den totale styring af personen.
Alle rædsler starter forfra
De 80.000 kr. for behandlingen er spildte. Alle rædsler starter forfra med erkendelse af problemet efterfulgt af nye seje kampe, som let kan tabes. Sundhedsministeren er jo næppe alkoholiker eller coalkoholiker og aner ikke, hvilke fatale ulykker hun ved falsk varebetegnelse vil kunne udsætte rigtig mange mennesker for.
Du og andre ministre, der kan styre sig og styre trangen, skal være glade for at kunne nyde frem for at være afhængige/misbrugere, men kald for alles skyld en spade for en spade.
Alkoholfrie øl skal være selvfølgelig være helt uden alkohol, da alkoholfrie øl med alkohol ville være langt større helbreds-/sundhedstrussel end kaneldrys i bagværk og på risengrøden. Her går det ikke blot ud over den, der indtager øllet, men ofte også hårdt ud over hele familien.