Når magten truer
I begyndelsen af december sendte klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) og miljøminister Ida Auken (SF) en lille julehilsen til landets 98 borgmestre med besked om, at de ikke skulle tage den påtænkte undersøgelse om skadevirkninger for naboer til vindmøller alvorligt. Ja, de kunne såmænd roligt fortsætte planlægningen med at ødelægge livet på landet via 150 meter høje energiindustrianlæg, som en pæn del af befolkningen er blevet bildt ind skulle være til gavn for vores miljø- og energisituation.
Desværre forholder den faktiske verden sig noget anderledes. For de få procenter i energitilskud, som møller bidrager med, og som de i øvrigt leverer, som vinden blæser, er nærmest at betragte som en parentes i vort samlede energiregnskab. Faktum er jo, at ud af vort årlige energiforbrug på omtrent 800 petajoule bidrager møllerne kun med i alt omkring 40 petajoule. Faktisk er det ikke mere, end afbrænding af affald i kraftvarmeværkerne yder.
Trivsel og sundhed rammes
Tankevækkende, at de enorme energiindustrianlæg, som stadig uforstandigt stilles op trindt om land til stor irritation for det levede liv på landet, og som skænder vores snart forhenværende smukke landskaber, har fået så megen positiv opmærksomhed. Måske skyldes det, at lidt for mange af landets borgere er blevet forført af en lidt for dygtig vindlobby til at tro, at landmøller skulle være til gavn?
Lad det nu ligge, for det, der er beskæmmende ved de to ministres julehilsen til landets borgmestre, er jo opfordringen om, at borgmestrene blot skal lade stå til og fortsætte den uhensigtsmæssige og gammeldags udbygning af landvindkraft og dermed blot tilsidesætte en endnu ikke igangsat undersøgelse vedr., hvad vindmøller har af negative effekter for landbefolkningens trivsel og sundhed.
En stor skamplet
At de to ministre, og inden undersøgelsen overhovedet er sat i gang, ved egen hjælp selv er nået frem til følgende konklusion, er da yderst betænkeligt: »Det er intentionen og vores forventning, at vi med en grundig undersøgelse én gang for alle kan imødegå bekymringer«.
Kort sagt, så iværksættes en undersøgelse, hvis resultat de to ministre åbenbart er enige om, vil ende med at være til vindindustriens fordel, for det er åbenbart den, de to ministre bekymrer sig om og ikke borgernes trivsel på landet. At energi- og klimaministeren, Martin Lidegaard, som jo har fået sig en uklædelig næse grundet sin kluntede håndtering af solcelleordningen, tænker sådan, er næppe overraskende, men at miljøminister Ida Auken hellere vil varetage industriens tarv, og ikke naturen og borgernes, er og bliver en grim skamplet, som bliver vanskelig at vaske af.
Folket må bøje nakken
Desværre er det dog ikke ukendt, at der handles med befolkningens ve og vel i porten. Eksempelvis blev man jo allerede i 1920’erne klar over, at asbest var sundhedsfarligt, men det blev først forbudt i 1980’erne. Ja, når magten truer, må folket bøje nakken. Eneste trøst er om ikke andet, at den dag, Sankt Peter kalder folk hjem, får de fred … også for vindmøllestøj, for eneste områder ude på landet, der i dag kan føle sig nogenlunde sikre for ikke at få ”vindreligionen” som naboer, er kirkerne.