Annonce

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Racismeparagraffen beskytter svage borgeres ytringsfrihed

Det vil være på sin plads at overveje den aktuelle udformning af gældende lov, der naturligvis bør være åben for, at samfundet udvikler sig, og vi bliver klogere.

Yahya Hassan er blevet anmeldt for racisme af Mohamed Suleban. Det har fået politikere og debattører til at genåbne debatten, om vi burde revidere eller helt afskaffe racismeparagraffen med henvisning til, at den begrænser vores ytringsfrihed.

Det kan altid være på sin plads at overveje den aktuelle udformning af gældende lov, der naturligvis bør være åben for, at samfundet udvikler sig, og at vi bliver klogere. Når vi tager debatten – særligt omkring lovgivning, der er så tæt på det demokratiske hjerteblod – er det imidlertid vigtigt, at vi husker også at træde et skridt tilbage, så vi ikke bare lader os rive med af en folkestemning. Lad os se på: Hvad er den aktuelle situation, og hvordan er ytringsfriheden og racismeparagraffen på spil?

Unik stemme i offentligheden

Først den aktuelle situation: Yahya Hassan er en helt unik stemme i vores offentlighed. Han kommer fra en ghettokultur, som vi normalt ikke gider høre på, men fordi Hassan kan noget helt særligt med sit sprog, og han samtidig har en enorm autenticitet, har han alligevel fået os til at lytte. Bogen er utrolig vigtig, og hvis vi havde et samfund, hvor en sådan bog ikke kunne udgives, ville jeg ikke tøve et sekund med at kaste mig ind i kampen for en bedre ytringsfrihed.

Nu er det imidlertid ikke bogen, der er blevet anmeldt. Det er derimod udtalelser fra Yahya Hassan i offentligheden, der er blevet opfattet som generaliserende og nedsættende om en bestemt gruppe af mennesker. F.eks. er han citeret for at have sagt, at »perkerne konkurrerer nærmest om, hvem der kan begå socialt bedrageri«, og at »ghettoerne er fyldt med dumme perkere, som render rundt i joggingtøj«.

Er det godt for demokratiet?

Spørgsmålet er nu: Bør vi også kæmpe for Hassans ret til at sige den slags ting? Er det vigtigt, at vi har en ytringsfrihed, der giver plads til, at vi taler om hinanden på den måde i offentligheden? Er det godt for demokratiet?

Vi kan naturligvis hurtigt blive enige om, at Hassan har en større ytringsfrihed, hvis han har lov til at sige den slags ting, men problemet med frihed er jo, at den enes frihed kan blive den andens åg. Lad os se på, hvad der sker for dem, som Hassan taler om. Hvilken ytringsfrihed har de?

Ud fra en umiddelbar betragtning kunne man jo starte med at konstatere, at stemmer fra ghettokulturerne faktisk har fået mere plads i offentligheden, siden Yahya Hassan dukkede op i offentligheden, så ud fra den traditionelle opfattelse af ytringsfriheden burde vi jo alle være glade. Problemet er imidlertid, at vores debat om ytringsfrihed altid stopper op ved denne negative ytringsfrihed: Kan vi komme til at ytre os i offentligheden?

Med en begrænset ytringsfrihed

Ytringsfrihed bør ikke kun handle om, hvorvidt nogen forhindrer os i at tale til offentligheden. Ytringsfrihed bør også handle om, hvilke muligheder vi har for at beherske denne ytringsfrihed (den positive ytringsfrihed), og så bør ytringsfriheden også altid analyseres i sammenhæng med evnen til at blive hørt (informationsfriheden).

Hvis vi kigger på ghettoborgernes ytringsfrihed ud fra dette perspektiv, er gevinsten nok knap så åbenlys. For hvad består deres ytringsfrihed egentlig i, og hvornår gider vi høre på dem? Kigger vi ud over offentligheden de seneste måneder, er det åbenlyst, at ghettoborgerne har lov til at svare på, om de synes Hassan skal have tæv (kriminelle, hashvragene), eller om de går ind for demokrati (præmieperkerne), så enten er de dumme og uintegrerede, eller også er de ligesom os andre.

Det er de to kasser, der findes. Passer man ikke ind i den ene af dem, bliver man ikke hørt. Er det godt for vores demokrati, at en stor gruppe borgere har en så begrænset ytringsfrihed?

Det er ikke digteren Yahya Hassans skyld. Det gode ved hans bog er jo netop (blandt andet), at den viser, at bag de her utilpassede, uintegrerede og kriminelle drenge findes der faktisk mennesker – børn, der måske bare reagerer normalt på en unormal virkelighed. Bogen kunne faktisk netop have været anledning til, at stigmatiseringen blev brudt.

Politiet og domstolene skal nu have undersøgt, om debattøren Yahya Hassan har været med til at stigmatisere en befolkningsgruppe. Vi andre kan gerne diskutere, om racismeparagraffen skal afskaffes eller ændres, men vi skal huske ikke kun at tænke på Yahya Hassans ytringsfrihed. Han skal altså nok klare sig.

Grænserne for vores ytringsfrihed handler jo primært om de stemmer, der ikke er så stærke i offentligheden. Risikerer vi ikke med en svækket racismeparagraf at reducere ytringsfriheden for grupper i vores samfund, der i forvejen måske ikke har så meget af den?

Virkningsfuld kritik

Og husk nu på: Selv hvis det skulle vise sig, at Yahya Hassans udtalelser i offentligheden kan rammes af racismeparagraffen, forhindrer det os jo ikke i at diskutere og kritisere ghettokulturerne og islam. Det er hans bog jo i den grad et eksempel på. Den slags kritik er vel i virkeligheden også meget mere interessant og virkningsfuld end de mere generaliserende og nedladende udtalelser.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Kommentar: Folk siger, at de veluddannede drikker

Henrik Jensen
Men de siger ikke, hvorfor de veluddannede drikker. Måske er det en dårlig vane fra studietiden, for de unge drikker ad Pommern til, mens de læser. Jo længere uddannelse, jo mere druk.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Til grin med dit affald

Mikael Jalving
Kunne man ikke få blot én af landets utallige journalister til at undersøge, hvorvidt affaldssorteringen egentlig fungerer i de danske kommuner?

Blog: DF bør melde sig ind i kampen

Morten Løkkegaard
Det politiske kaos i Storbritannien efter brexit betyder, at danskerne har gennemskuet konsekvenserne af dansk enegang i Europa.

Kommentar: Folk siger, at de veluddannede drikker

Henrik Jensen
Men de siger ikke, hvorfor de veluddannede drikker. Måske er det en dårlig vane fra studietiden, for de unge drikker ad Pommern til, mens de læser. Jo længere uddannelse, jo mere druk.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her