Som Fanden læser Bibelen
I et læserbrev 10/9 med overskriften “Professoren, der tog fejl” angriber Sebastian Mernild min kronik “Enøjet klimainformation” 3/9 for at give fejlinformation om klimaet. Men det er igen et eksempel på, at øjnene ser det, de vil se.
Emnet i kronikken var de seneste 15 års pause i den globale opvarmning, som man har forsøgt forklaret ved en varmeoverførsel til dybhavet (>700 m). Jeg nævnte i den sammenhæng, at der ikke i denne periode har været nogen forøget ophobning af varme i de øverste lag af havene, 0-700 m, og det er faldet SM for brystet. Men enhver kan ved selvsyn tjekke, at det er rigtigt. F.eks. indeholder den udmærkede Ole Humlum-blog climate4you.com en stor mængde velorganiserede klimadata. Opvarmningen af de øverste 700 m af havene steg markant omkring 1990, men er fladet ud de seneste 10 år. Måske har øjnene spillet SM et puds. Jeg skrev, at opvarmningen af de øverste lag af havet ikke er forøget de seneste år og ikke, at der overhovedet ikke har været nogen opvarmning.