Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Længslen efter tabt storhed

Den fremtrædende libanesiske journalist Hisham Melham mindes et følelsesladet nyligt besøg ved den prægtige moské i Córdoba i det sydlige Spanien. Med tårer i øjnene stod han i undren over, hvordan de arabiske muslimers utrolige dygtighed for 1.000 år siden har udviklet sig til kaos og undertrykkelse i moderne tid.

Han skrev efterfølgende en klumme til avisen An Nahar i Beirut:. »(Jeg) bevægede mig rundt som … i en drøm« og rørte ved søjlerne i moskéen i Córdoba og andre fantastiske levn fra et muslimsk øjeblik, »der er karakteriseret (ved) tillid, mod, åbenhed, tolerance og kærlighed til intellektet, filosofi, kunst, arkitektur og glæde på Jorden«.

Hvad skete der med denne storslåede kultur? Spørgsmålet om den tabte storhed har martret arabere i århundreder, og det kunne på smertelig vis spores forleden, da Egypten igen blev kastet ud i blodsudgydelser og politisk uro.

Egypterne længes efter storheden i en fortid, som bl.a. frembragte de pragtfulde pyramider og senere gjorde al-Azhar-moskéen i Kairo til vogter over sunnimuslimsk teologi. Nutiden giver egypterne en revolution, der i løbet af de seneste to år har fortæret sine børn, sekulære liberale og muslimske brødre.

Jeg drøftede tragedien i Egypten med min ven Hisham Melhem og mente, at han med rette fokuserede på den åbenhed og tolerance, som de mauriske konger i Andalusien stod for. Det var denne overlegenhed, som gav Córdoba ry for at være »verdens pryd«. Det var ikke kun muslimer, som trivedes i det niende århundredes Andalusien, men også jøder og kristne.

Melhem sætter denne tolerance fra det niende århundrede op mod den »sekteriske cancer«, der i dag æder Syrien, Irak og så mange andre arabiske lande op. Han skrev i An Nahar: »Vore dages muslimer i Mellemøsten med deres snævre sekteriske bevidsthed ligger tilsyneladende meget langt fra de mennesker, der under islam gjorde dem til den største civilisation efter romerne.«

Maria Rosa Menocal beskrev den pluralistiske ånd i Córdoba i sin bog fra 2003: ”The Ornament of the World: How Muslims, Jews and Christians Created a Culture of Tolerance in Medieval Spain”. Hun beskriver, hvordan datidens arabiske muslimske herskere fremmede en meningsfrihed, der ud over at skabe stor kunst og lægge begyndelsen til moderne matematik og videnskab også tillod andre religioner at folde sig ud.

Det er præcis dette toleranceprincip – der indtager en så central position på højdepunktet af muslimsk kultur – som lader til at mangle i så mange arabiske lande i dag. Den politiske kultur er ødelagt. Politikere hele spektret rundt mangler den tillid, der muliggør kompromis og tilbageholdenhed. Politik er et nulsumsspil, og alt er en kamp til døden, uanset om det er i Egypten, Syrien, Libyen eller Irak.

Nylige begivenheder i Egypten understreger problemet: Hvis det ikke er Det Muslimske Broderskabs islamiske autoritære principper, så er det forsvarets undertrykkende diktatur. Der er tilsyneladende ingen mellemvej.

Man aner begyndelsen til en bevægelse med det formål at opbygge en muslimsk politisk tolerancekultur, der kunne lægge grunden til moderne demokratiske samfund. Den iranskfødte Asef Bayat, der er professor ved University of Illinois, har gennem de seneste 10 år skrevet om »post-islamistiske« tendenser.

Den tyrkiske kolumnist og teoretiker Mustafa Akyol plæderer for åbenhed og tolerance i sin bog ”Islam Without Extremes: A Muslim Case for Liberty” fra 2011. Han skriver: »Jeg er blevet overbevist om, at der er et fundamentalt behov for, at den nuværende muslimske verden tager friheden til sig – enkeltpersoners og samfunds, muslimers og ikkemuslimers, troendes og ikketroendes, kvinders og mænds, tankers og holdningers, markeders og forretningsfolks frihed.«

En muslimsk ven fra Libanon forklarede i en e-mail for nylig, at den overordnede forståelse i denne postislamistiske bevægelse er, at »man for at redde islam bliver nødt til at løfte islam for at beskytte den imod de mennesker, der skalter og valter i dens navn«.

At argumentere for tolerance og tilbageholdenhed på et tidspunkt, da egyptere og syrere slagter hinanden, kunne ligne dårskab, men det er baseret på en praktisk kendsgerning. For igen at opleve den glansperiode, som al-Andalus er symbol på, bliver den arabiske muslimske verden nødt til at fremmane den rummelige ånd, der dannede grundlag for Córdoba og Granada. I modsat fald kan den ødelagte politiske kultur ikke rettes op.

© The Washington Post

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.