Det er en kendsgerning, at rigtig mange danskere lider af kroniske smerter. Det er også en kendsgerning, at årsagen til, at nogle udvikler kronisk smerte og andre ikke, endnu ikke er fuldstændig klarlagt. Forskere er enige om, at der sker ændringer i hjernen og nervesystemet, når smerten har varet en tid, men de er langt fra enige om, hvad der kan gøres ved det.
Trenden i Danmark er desværre, at kroniske smertepatienter ”fylder for meget” i sundhedsvæsenet. I stedet for at ”fylde” i det somatiske sygehusvæsen skal de nu ifølge Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser ”fylde” hos den praktiserende læge og i psykiatrien.
Metoden er simpel: Den praktiserende læge kommer på et kortvarigt kursus og lærer at stille den psykiatriske diagnose funktionel lidelse hos de smertepatienter, hvor årsagen ikke kan kortlægges ved hjælp af en simpel undersøgelse og blodprøvetagning. Er dette normalt, lægges op til, at patienter med smerter får diagnosen funktionel lidelse.
Fysiske lidelser overses
Patienterne kommer ind i lægens praksis med diagnoser som gigt, cancer, hjertesmerter, fibromyalgi, whiplash, bækkenløsning etc. og går ud med en psykiatrisk diagnose. Konsekvenserne er mange. Fysiske lidelser overses, fordi patienten ikke sendes til yderligere udredning. Behandlingen er psykiatrisk – samtaler og evt. antidepressiv medicin. Der gives ingen behandling for patientens nu forhenværende fysiske diagnose. Den ”slettes”.
Dette er den sikre vej til aktiv dødshjælp, idet psykiatriske patienter i gennemsnit dør 20 år før andre, dels fordi de ikke undersøges og behandles for deres fysiske lidelser, dels fordi de begår selvmord – ofte pga. bivirkninger af antidepressiva.
Dette har vi desværre set rædselsvækkende eksempler på i udsendelsesrækken ”Danmark på piller” på DR for nylig. Hvorfor vælger læger og politikere ovennævnte passive ”dødshjælp” med kortere levetid til følge frem for at give smertepatienter aktiv livshjælp? En tværfaglig indsats er effektiv, viser f.eks. svenske studier af tværfaglig rehabilitering af whiplashskadede. De fleste kommer i arbejde inden for fem år.
De fleste smertepatienter vil meget gerne arbejde og være en del af samfundet; men psykiatriske diagnoser fungerer som en slags ”aktiv dødshjælp”, der sender smertepatienter på livslange overførselsindkomster. Kan Danmark være tjent med dette? Og kan de kroniske smertepatienter? Det er på tide, at nogen får øjnene op for, at dette kan koste samfundet endog meget dyrt ikke at sætte ind med aktiv livshjælp i stedet.
