Et spark til folkekirken og familierne
<p>Hvorfor undrer det mig ikke, at Henrik Sass Larsen nu erklærer, at han og Socialdemokratiet er villige til at slagte st. bededag?</p>
Moderne politikere opfører sig i stigende grad som barbarer uden noget forhold til traditioner, kultur, historie og kristendom. Det gælder også i den nuværende regering. Det er nu gået ud over folkekirken, som det så ofte gør. Det er der flere grunde til.
Det er tidens trend at være multikulturel, og i den moderne multikulturalisme ligger en indbygget foragt for ens egen kultur og ikke mindst for kirke og kristendom. Man lefler for alt, hvad der er fremmed og anderledes, mens man betragter sit eget med ophøjet foragt uden nødvendigvis at vide, hvad ens eget består i.
Der er sket et enormt kultur- og traditionstab, og det mærkes ikke mindst på den politiske debat. For det andet er alle vi, som holder af folkekirken, jo pæne folk, som er vant til at bukke og sige undskyld, når nogen sparker på folkekirken.
Mangel på kultur
I de igangværende trepartsforhandlinger har det været foreslået, at man går i gang med at slagte helligdage. Både anden pinsedag, Kristi himmelfartsdag og st. bededag har været foreslået. Da jeg hørte om det første gang, tænkte jeg ved mig selv: »Sikke nogle barbarer og sikke en mangel på kultur.«
Nu har Sass Larsen så været ude i pressen og erklære, at regeringen er villig til at slagte st. bededag. Begrundelsen er, at vi skal arbejde mere, men hvad blev der egentlig af de 12 minutter? Hvorfor ikke i stedet gøre 1. maj til en arbejdsdag?
Man taler så tit om, hvor mange og få der går i kirke, men hvor mange er ude at fejre arbejdernes internationale kampdag? Nej, vel.
En fin helligdag
Det er godt nok de færreste. St. bededag er omvendt en fin helligdag, som det ville være meget trist at undvære. Derudover er st. bededag en af de helt store konfirmationsdage. Konfirmationen er en af de allerstørste folkefester i løbet af året, og det mærker man st. bededag.
Med sit forslag om at slagte st. bededag sparker regeringen ikke blot på folkekirken. Den ødelægger det også for de utallige familier, der bruger dagen til at feste og fejre konfirmation.
I Dansk Folkeparti tager vi skarpt afstand fra forslaget om at slagte st. bededag. Vi er nemlig civiliserede mennesker og ikke barbarer.
Sikke nogle barbarer og sikke en mangel på kultur.