Brændefyring spøger ikke
<p>I JP 8/5 fortsætter Jan Eskildsen med at se spøgelser. Han mener nu, at Christian Ege fra Det Økologiske Råd i al hemmelighed mødes med politikere for at få penge fra Energifonden til DØR's oplysning om forurening fra brændefyring.</p>
For det første går penge fra Energifonden til arbejde med energibesparelser. For det andet er det undertegnede, der som frivillig står for oplysning vedr. forurening fra brændefyring. Vi har dog fået midler fra Climate Works Foundation og ICCI ( www.iccinet.org) til to konferencer om emnet.
Endelig er hele vores oplysningsaktivitet om brændefyring baseret på undersøgelser og vurderinger fra Sundhedsstyrelsen, Miljøstyrelsen, Aarhus Universitet, WHO og FN (Unep). Mener JE, at Dansk Energi har påvirket disse organisationer til at mene noget bestemt?
Forskernes vurderinger
Finn Nielsen tror i JP 9/5 ikke på forskerne fra Aarhus Universitet, når de konkluderer, at ca. 250 for tidlige danske dødsfald og ca. 750 for tidlige dødsfald i Europa skyldes forurening fra dansk brændefyring. Det er jo op til FN selv, men som ngo tager vi udgangspunkt i forskernes vurderinger.
Reinhard Nowak (JP 10/5) og FN tror ikke, at sodpartikler fra brændefyring i Danmark giver isafsmeltning i Arktis. Men det er netop, hvad Unep og forskningsprogrammerne under Arktisk Råd konkluderer - at særlig sodpartikler fra nordiske lande giver et højt bidrag pr. kg, fordi en stor andel af partiklerne afsættes i Arktis.
Den globale opvarmning
Bo Kolman mener i JP 9/5, at det er bedre at satse på motion frem for ren luft, når hjertekarsygdomme som følge af luftforurening skal reduceres. Hos DØR satser vi på begge dele bl.a. ved også at fremme cykeltrafik. Erfaringer er desværre, at det går den gale vej med motionen, idet antallet af fysisk inaktive stiger.
Uffe Lindum efterlyser bevis på, at han skriver, at CO2 fra brændefyring skaber global opvarmning. 23/4 skriver jeg, at sodpartikler fra brændefyring forøger isafsmeltningen i Arktis og derved global opvarmning, hvilket ikke er tilfældet ved træafbrænding på kraftværker.
Som svar skriver UL i JP 25/4: »Ganske uanset om man bruger træ i et brændefyr eller på et kraftvarmeværk, må en given mængde træ afgive en given mængde CO2.« Derfor mener jeg, at UL skrev, at det er CO2 fra brændefyring, der giver global opvarmning.