Villy Søvndal fejlinformerer
<p>»Under den gamle regering var det sådan, at det offentlige hang på regningen, når de private sygehuse fejlbehandlede patienter.</p>
Nu sætter sundhedsministeren en stopper for den urimelige favorisering af privathospitalerne«, skriver Villy Søvndal bl.a. på sin Facebook-profil 10/5 i en støtteerklæring til Astrid Krags udtalelse på SF's hjemmeside.
Jeg har da i mine livs skabte dage aldrig hørt mage til vrøvl. Fakta er, at privathospitaler selv må betale for husleje (de offentlige sygehuse får bygninger foræret og drift samt vedligeholdelse betalt i form af bloktilskud). Privathospitaler skal afregne moms - det skal de offentlige sygehuse ikke. Favorisering af hvem?
Det er også fakta, at når de offentlige sygehuse udfører fejloperation, er det regionen, der må til lommerne - også når fejlen skal udbedres. En ny operation udløser nemlig flere penge via DRG-takstsystemet.
De private hospitaler vil gerne bidrage, men det skal være på lige vilkår. De enkelte offentlige sygehuse betaler ikke for egne fejl.