Varm luft i forvirret politik
Det er svært at styre verden, hvis man lægger til grund, at Månen er en grøn ost. Det er endnu sværere, hvis man politisk vedtager, at en nyttig luftart som CO2 skal betragtes som farlig.
Krumtappen for såkaldt miljøvenlig energi er, at den skal være fornyelig, hvilket vi her i landet ulogisk betegner som vedvarende. Vi må altså ikke bruge af Jordens rigelige ressourcer af fossile brændsler, for de er pr. definition begrænsede, og hvad endnu værre er, at så udleder vi jo CO2. Hvad må man så? En nyttig tese for alle grønne tanker har været, at alt, hvad der dyrkes her og nu, er godt for CO2-regnskabet, for så forbruges der lige så meget CO2 -, som der produceres. Det er CO2-neutralt. Nu viser det sig, at EU's kraftige satsning på biodiesel måske er helt forfejlet, da fødevareproduktionen vil falde, og nye arealer andre steder i verden skal skaffes ved skovrydning.
Biodiesel gavner altså slet ikke miljøet - det øger endda CO2-udledningen. Det er på en måde lidt synd, for der var jo måske endda en idé i at begrænse afhængigheden af olie og naturgas.