Dobbeltmoralens vogter

Det er rigtigt, at Palme har opnået heltestatus i mange kredse. Han havde en skarp hjerne, var en blændende dygtig taler og forstod bedre end de fleste at tage bestik af de politiske strømninger og at aflæse den til enhver tid dominerende tidsånd.

Han blev bl.a. kendt som diktaturkritiker, men var gennemført selektiv i sin kritik. Ofte fordømte han demokratiske lande og hyldede de mest blodige diktatorer.

Som modvægt til den blinde Palme-dyrkelse kommer her et par eksempler på heltens mere feje og kyniske side.

I 1975 lod Palme sig hylde sammen med den cubanske diktator, vel vidende at politiske fanger (også socialdemokrater) vansmægtede i Fidel Castros fængsler. Han undlod at fordømme det tidligere Assad-diktaturs ugelange folkemord på 20.000 syrere i 1982.

Politisk korrekt jødehad

Om Khomeinis Iran sagde han, at det med »pedantisk noggrannhet (grundighed) försöker bygga upp sine demokratiska institutioner«.

Olof Palme indså tidligt, at jødehad igen var blevet politisk korrekt, og han var ikke sen til at udnytte dette had til at øge sin popularitet, ikke bare i den muslimske verden, men også blandt antisemitiske medløbere i resten af verden. Palme relativiserede de nazistiske forbrydelser. F.eks. udtalte han, at israelernes forfølgelse af palæstinensiske børn i Libanon skete »på precis samma sätt« som nazisternes udryddelse af jødiske børn i gaskamrene.

Vistnok også i 2012 en populær opfattelse blandt historiefremmede. Ja, for nylig blev det endda politisk korrekt at sige, at Hitler udryddede for få jøder.

Da man i Vesten i flere måneder havde kendt til Pol Pots rædselsregime og folkemord, beskrev Olof Palme udviklingen i Cambodja som »en stor seger för folkens rätt att bestämma över sitt eget öde (skæbne).«

Rasmus Prehn var kun 12 år, da den svenske statsminister blev myrdet. Jeg håber, det er forklaringen på hans manglende kendskab til Olof Palmes mildt sagt kyniske og dobbeltmoralske side.