Balancen mellem medicin, tvang og sikkerhed

Psykiatrien trækker ofte store overskrifter, hvor ordene overmedicinering, tvang og voldsomme angreb på personalet præger mediebilledet.

Vi husker Glostrup-sagen med overdrevne medicindoser. Vi husker drabet på en pædagog i socialpsykiatrien i Viborg, som afdækkede manglende sammenhæng i indsatsen. Og vi husker sagen fra en psykiatrisk afdeling i Odense, hvor en indlagt patient på voldsom vis angreb flere medarbejdere.

Disse eksempler sammenholdt med den tilbagevendende kritik af tvang og medicinering i psykiatrien vidner om en vanskelig balancegang. Indsatsen for de sværest psykisk syge er en af velfærdssamfundets vanskeligste opgaver. Vi i psykiatrien har ikke formået at fortælle, hvor vanskelig og kompleks den opgave egentlig er.

Eksponeret for misbrug

Ligesom vi ikke er lykkedes med at fortælle om de mange gange, hvor behandlingen er en succes.

De sværest psykisk syge er patienter med psykotiske sygdomme, ofte skizofreni, der ikke har indsigt i sygdom eller behandlingsbehov. Disse patienter er desuden eksponerede for misbrug, selvmord, kriminalitet og social deroute. Altså en tilstand præget af multisygdom, herunder også somatisk sygdom.

En kompliceret sag

En sådan kompleksitet af sygdomsudtryk og afledte problemer lader sig ikke kurere alene med varme hjerter, blid tale og gyldne planer om recovery. Det er tværtimod en kompliceret sag, når der på en gang skal bruges vejledende medicindoser, tvangen skal reduceres, og vi skal sikre både patient og personale beskyttelse og overlevelse.

Det er de udfordringer, vi i psykiatrien dagligt skal agere i.

Vi kan let reducere brugen af tvang ved at medicinere voldsomt. Og vi kan også med løs hånd anvende tvang og dermed mindske brugen af medicin. Men så vil vi i begge tilfælde handle uprofessionelt og uetisk – og uden hensyn til patienter og ansattes sikkerhed.

Virkeligheden er, at antipsykotisk medicin er ganske virksomt til at reducere angst og sygelige forestillinger hos mange patienter, og at tvang først og fremmest skal ses som samfundets omsorgspligt over for svært syge; en pligt, som psykiatrien har til opgave at forvalte.

Det kræver imidlertid gedigent håndværk og indsigt at finde balancen mellem medicin og tvang, så man både tilgodeser patientens akutte behov og har øje for patientens og personalets sikkerhed.

Alle har en mening

Alle har en mening om psykiatrien, og ingen holder sig tilbage fra at lufte den. Det er positivt, men til tider også ødelæggende for den anerkendelse, som medarbejdere i psykiatrien har brug for i deres forsøg på at helbrede og lindre. Og for det håb, som patienter og pårørende med rette burde nære til psykiatrien.

For trods alle odds gør medarbejderne i psykiatrien hver dag deres bedste for at helbrede og lindre og hjælper hver eneste dag rigtig mange mennesker til et bedre liv.

Men som antydet ovenfor, så må vi også gribe i egen barm og erkende, at vi i psykiatrien mere offensivt må fortælle om mangfoldigheden og kompleksiteten i den opgave, vi er sat i verden for at løse.