Spøgelset i Skåne

Det var den tidligere arbejdsmarkedsminister Sven Otto

Littorin, som måtte gå af i 2010, da det kom frem, at manden havde besøgt en prostitueret fire år forinden. Ikke at der var forlydender om, at Littorin havde behandlet hende dårligt, endsige kritiserede kvaliteten af hendes serviceydelse. Næ, nej. Forbrydelsen var, at han havde købt sig til sex, og som vi alle ved, er det værste, man kan gøre i vores kære naboland, at bruge penge på den slags.

Kun én ting er lige så klamt, og det er at være islamofob. Jeg kan ikke huske, at jeg har åbnet en svensk avis uden at støde på netop dette ord. Denne dag var ingen undtagelse. I formiddagsavisen

Expressen fór den genopstandne Sven Otto Litorin frem mod ”fremmedfjendtligheden” i en kronik med en manisk energi, som gav mindelser om Poul Nyrup Rasmussen på en god dag. Littorin, nu rådgiver for det regionale bureaukrati i Skåne, fremførte iblandt

nyrupske tirader om ”snæversyn” og ”menneskesyn”, at masseindvandring er Sveriges eneste mulighed. Uden den, ingen økonomisk fremgang.

En ufrivillig latter brød ud, mens jeg læste spøgelsets rådgivning til de stakkels skåninger og overvejede, om Littorins abrupte sortie fra toppen af poppen i svensk politik havde gjort ham blind (man skulle jo umiddelbart tro det modsatte), men mindede snart mig selv om, at hans ”argument” såmænd er gængs valuta i den politiske, mediale og industrielle overklasse i Sverige. Det er officiel politik; statsminister Fredrik Reinfeldt har sagt det samme: Der er milliarder i den åbne dørs politik.

Hvorvidt d’herrer og damer tror på det, er naturligvis et teoretisk spørgsmål, vi må overlade til fremtidens historikere og bedemænd.

For nuværende må vi nøjes med at konstatere, at Globaliseringsrådet under den borgerlige svenske regering messer med. Messer, mens pyntet dratter af svensk økonomi, hvis ikkevækst nu er lige så markant som den danske, og boligmarkedet står foran samme triste nedtur som på denne side af Øresund. At betragte Sverige i dag er som at iagttage en fødselsdagslagkage klaske sammen, mens

værterne synger videre.

Indvandringen fra alverdens fjerne lande er selve redningen, ikke en del af miseren. Punktum. Med den retoriske eskalering, at dem, der mener noget andet, lider af en fobi. Sådan reduceres spørgsmålet om udlændingepolitik til psykologi. Er man uenig i den gældende logik, er man syg i låget og hjemfalden til politisk og social eksklusion. Uenighed løftes dermed ud af den politiske sfære, hvor den ellers hører hjemme.

Forestillingen om indvandringens demografiske og økonomiske nødvendighed hviler på nogle skrøbelige fantasier om, at lande som Sverige og Danmark vil vedblive med at efterspørge stadig mere arbejdskraft, og at disse mennesker kan integreres i almenvellet.

Det modsatte kan lige så vel vise sig at være tilfældet, ja, uden at overdrive kan man sige, at det allerede lader til at være sådan. Den ”demografiske katastrofe”, som

efter sigende skulle være konsekvensen af at mindske indvandringen, er mindre sandsynlig end det fremtidsscenarie, at importen af mennesker uden vilje og incitament til at finde job i vores efterhånden udlevede velfærdsdemokratier risikerer at blive det strå, der vælter læsset.

Tallene taler for sidstnævnte, sådan som økonomerne Jan Ekberg og Jan Tullberg har påpeget i endog ganske forsigtige estimater af, hvad indvandringen koster Sverige hvert eneste år, og det er ikke småpenge, skal jeg hilse og sige. Man behøver således ikke være læge for at forstå, at hvad nogle kalder fobi, er virkelighed for andre.