Utroværdig ”tilståelse”
Når den tidligere rigsantikvar Olaf Olsen undskylder sit undergravende arbejde for Sovjetunionen med, at han var ung og »naiv som bare satan«, er det mildest talt utroværdigt.
Da Olaf Olsen i 1947 lavede lister over fremtrædende danskere til Sovjetunionen og stemplede deres grad af ”venlighed” over for Sovjetunionen, var Den Kolde Krig allerede i fuld udvikling, og det burde stå klart for enhver, at Sovjetunionen var en overhængende trussel for demokrati og sikkerhed i hele Europa.
Hvad mere er: Alle, som ville vide besked, kendte til Stalins meritter før krigen.
Man kendte til skueprocesserne over påståede fjender af Sovjetunionen, de tilhørende drab og deportationer af millioner af ulykkelige mennesker til Gulags rædselsverden og den påtvungne hungersnød i 1932-33 i Ukraine og det sydlige Rusland, som kostede millioner af mennesker livet.
Olaf Olsen kom endda fra et intellektuelt hjem, hvor ikke mindst faderen, historikeren Albert Olsen, helt givet havde kendskab til disse ting, selvom han støttede Sovjetunionen.
Olsens øjne var åbne
Han kendte utvivlsomt også til de skældsord, kommunisternes store forbillede Lenin brugte om alle, han mente, var imod kommunismens interesser og derfor var dømt til udryddelse. F.eks. om de intellektuelle: »Når det kommer til stykket, er de ikke nationens hjerne, men nationens lort«, for blot at nævne et enkelt af Lenins smagfulde udtryk.
Panik før lukketid
Sandheden er snarere, at den unge Olaf Olsen lavede listerne med helt åbne øjne.
For en ung, glødende kommunist måtte det være spændende og en ære at lave lister over og rubricere fremtrædende danskere, som så kunne bruges til udskilning af dem, der var egnede til at leve i et kommunistisk Danmark, dem, som kunne få lov at leve, men uden rettigheder, og dem, som i overensstemmelse med marxismens logik måtte udskilles, deporteres eller dø. Om det så blev efter en indre revolution eller en sovjetisk besættelse var mindre væsentligt. Målet helligede midlerne, som Lenin erklærede.
Det forstemmende og hykleriske er, at Olaf Olsen først kommer frem med disse ting, efter at han i årtier har nydt godt af det danske samfunds goder, inklusive posten som rigsantikvar.
Hvis hans ”tilståelse” skulle have haft nogen troværdighed, skulle han senest være gået til politiet, da han forlod Danmarks Kommunistiske Parti i 1956.
Nu har den blot karakter af ”panik før lukketid” eller måske et forsøg på at komme en ”afsløring” i forkøbet.