Øget pres på regnskove
Det blev for nylig offentliggjort, at København har nået sit mål om at reducere sine CO2-udledninger med 20 pct. i forhold til 2005niveauet før tid. En stor del af denne reduktion skyldes et skift fra afbrænding af kul til træpiller på Amagerværket.
Problemet er, at svenske Vattenfall, som ejer værket, samt Nordjyllandsværket og Fynsværket importerer store mængder vedmasse fra nedslidte gummiplantager i Afrika. Liberia, som er et af Afrikas fattigste lande, fratages på den måde træressourcer, som Afrikas stærkt voksende befolkning selv er afhængig af.
I Sub-Sahara (området syd for Sahara) er det stadig normalt at tilberede alle måltider over åben ild eller ved at bruge trækul, som er fremstillet af træ.
Når vi i Europa importerer træ fra Afrika - også selv om der er tale om affaldstræ fra gummiplantager, som det er tilfældet hos Vattenfall - er det sikkert, at afrikanerne selv vil fælde træet i regnskoven i sidste ende, så de kan lave mad og bygge huse til verdens hurtigst voksende befolkning.
Afrikas skove er de mest truede i verden. I Vestafrika er der således kun 12 pct. tilbage af den regnskov, der oprindelig strakte sig over kontinentet til Vestkenya. I hele Kenya er der bare en lille skov, Kakameka (dobbelt så stor som øen Anholt), tilbage fra dette enorme, sammenhængende økosystem.
Svært at forsvare
I Congo findes Afrikas sidste store tilbageværende regnskovsområder, men hvis den siddende congolesiske regerings nuværende fældningstilladelser forbliver uændrede, vil også den centralafrikanske regnskov blive stærkt reduceret inden for en kort årrække.
Pointen er, at al regnskov er ved at forsvinde i Afrika, hvilket uundgåeligt vil påvirke klimaet, økonomien og biodiversiteten i Afrika i en negativ retning.
Når Vattenfall og andre energiselskaber sælger deres energi som vedvarende og bæredygtig i Danmark og andre vestlige lande, er de indirekte med til at øge presset på Afrikas sidste regnskove. Samtidig er den lange transport fra Sub-Sahara til Norden svær at forsvare, når vores naboer i Skandinavien og de baltiske lande samt Polen råder over Europas muligvis største skovressourcer.
Afrika betegnes ofte som ”det tabte kontinent”, og der er da heller ingen tvivl om, at kontinentet set fra en vestlig værdianskuelse er tabt, hvad angår teknologisk udvikling, men vi skal passe på ikke også at fratage kontinentet dets sidste store naturressourcer i klimaets navn.
Vi ved endnu ikke alt om, hvordan næsten total skovrydning i troperne kan påvirke lokale nedbørsforhold og ørkendannelse, og det sidste, vi ønsker, er selv at skulle brødføde en voksende befolkning, fordi vi selv har frataget den dens levegrundlag.
