Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Et koldt samfund

Regeringen med Helle Thorning-Schmidt i spidsen fortsætter debatten om, at vi skal arbejde mere, og at der skal skæres ned på udbetalinger af dagpenge og kontanthjælp. Et incitament for at komme i arbejde, som vores statsminister siger. Men hvad hjælper det, når der ikke er noget arbejde at få?

De, der er i arbejde, skal arbejde mere, og ældre skal blive længere tid på arbejdsmarkedet. Jeg kan med min bedste vilje ikke forstå, hvordan det skal få unge ledige i arbejde. Måske det hjælper på længere sigt, men hvad skal vi gøre for dem, som sidder og har akut brug for et job?



Der kan være mange årsager til, at folk må leve af f.eks. kontanthjælp i en periode. Den lille procentdel, der ikke gider at arbejde og hellere vil ligge hjemme på sofaen, skal vel ikke have lov til at ødelægge det for dem, som virkelig gerne vil i arbejde?



I medierne ser man altid eksempler på enlige forsørgere på kontanthjælp, hvor de kun får ganske lidt ekstra udbetalt ved at gå på arbejde, men hvad med unge ledige, der lever af den laveste sats?



Selv har jeg en datter, som for halvandet år siden fik tilkendt flexjob på grund af medfødt rygmarvsbrok. Hun er uddannet pædagogmedhjælper, og hun er meget ivrig efter at få et job. Hun har været på flere jobsøgningskurser og har søgt utallige job, men uden held. Hun skal leve af kontanthjælp, og efter at husleje og telefon er betalt, er der kun et meget lille beløb tilbage.

Mange uden job må kæmpe med dalende selvværd og store økonomiske problemer. Jeg er rystet over vores samfund og den kulde, der er over for mennesker, hvor det hele ikke lige går efter en snor.

Vi skal redde verden omkring os; større ulandshjælp og masser af soldater ud at kæmpe. Hvad med vores eget lille land, som ikke bliver ved med at være en velfærdsstat, når der hele tiden skal skæres ned på ydelser til børn, unge og gamle?





Enhver, som har, ham skal der gives; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.



Luk. 8, 18



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen