Grotesk læsning om Christiania
Det er rystende grotesk læsning, når Justitsministeriet i et svar til Karsten Lauritzen (V) om at lade Pusher Street i fred for patruljerende betjente svarer, at »Københavns Politi i en periode har valgt at nedtone sin fysiske tilstedeværelse på Christiania«.
Regeringen må snart tage sig sammen! Hvis det er, fordi politiet mangler økonomiske ressourcer, kan man bare stoppe alle offentlige ydelser til Christiania og dets beboere og kanalisere dem over til politiet. Alternativt bruge et engangsbeløb på at bygge en stor, tyk betonkappe over Christiania, som man bl.a. har gjort ved andre katastrofeområder som f.eks. Tjernobylværket og derved skåne menneskeheden for dets forpestende miljø. Jeg skal gladeligt tilbyde min arbejdskraft.