Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Det Etiske Råd gør os alle dummere

Det Etiske Råd er ikke en klogskabens og eftertænksomhedens stemme, men har alt for mange gange vist sig at være en stemme for den strategiske dumhed.

Her er et paradoks, som jeg selv med min bedste vilje ikke kan forstå.

Når en kvinde, der får sæd fra en pipette, vælger en far til sine børn ud fra et selektivt princip om, at faderen har gode egenskaber, som barnet gerne må arve, så hedder det designerbørn.

Når en kvinde, der får sæd fra en pik (undskyld mit direkte sprog), vælger en far til sine børn ud fra et selektivt princip om, at faderen har gode egenskaber, som barnet gerne må arve, så er det en helt naturlig og forståelig kræsenhed.

Ingen ville forvente, at et menneske valgte en far med hovedet under armen og uden skelen til udseende, personlighed og en generelle andre karakteristika, som vi alle i dag ved er arvelige. Eller hvad med dem, der vælger deres adoptivbarn ud fra et katalog af forslag?

 

Besynderligt dilemma

 

Det er besynderligt dilemma, der siger noget om, hvor meget menneskets bevidsthed stadig sidder fast i yngre stenalder og simpelthen kortslutter, når der sættes et stykke teknologi ind i en menneskelig ligning.

Lige meget om resultatet og intentionen er fuldstændig den samme. Og i det ovenstående eksempel er situationen fuldstændig den samme. Der er ingen principiel forskel. Ingen.

Derfor er det også gådefuldt, at en række ellers fornuftige politikere i Morgenavisen Jyllands-Posten 6/6 fremfører netop ovenstående dilemma og stadig konkluderer, at de »godt kan forstå bekymringen hos formanden for Det Etiske Råd« (Joachim B. Olsen (LA)), eller »forstår godt de bekymringer, der bliver rejst« (Sophie Løhde (V)). Mere uddyber de ikke.

 

Autentisk tilbageståenhed

 

Det paradoksale ved dette område er, at det er der heller ingen, ikke nogen der forlanger af dem. For på det såkaldte etiske område er det fuldt forsvarligt ikke at bruge egentlige argumenter. Det er helt o.k. at bekymre sig fuldstændig uden at forklare hvorfor. Her er skepsis bare ”sund” per definition. Også når den grænser til det idiotiske og ubegrundede.

Det får mig til at tænke på, om ikke Det Etiske Råds rolle netop er at sikre et element af autentisk tilbageståenhed i den offentlige debat? Måske er rådet en slags manifestation af dårlig samvittighed over vores egen udvikling, hvorfor det simpelthen udgør et slags udviklingsmæssigt benspænd, der skal dulme vores kollektive prometheuske anger over, hvor dygtige vi er.

Et særligt råd, der fritager politikere fra at tage stilling til spørgsmål, der rent faktisk kunne afsløre deres moralske, værdimæssige position her i livet. Et råd, der er en garanteret stopklods mod udvikling, hvilket tilsikres ved at have en tilpas stor mængde religiøse mennesker i rådet, der tjener det instrumentelle formål at agere reaktionær bremse for alt. En måde at sikre, at ting, der alligevel bliver indført på et tidspunkt, i stedet først indføres, 15-20 år efter at de ellers ville være blevet indført. Fuldstændig formålsløst og irrationelt.

Det Etiske Råd er ikke en klogskabens og eftertænksomhedens stemme, men har alt for mange gange vist sig at være en stemme for den strategiske dumhed. For det bevidste forsøg på at være bagud uden andre argumenter, end at det er godt at være bagud. En lille, bagstræberisk elites forsøg på at sælge sig selv som beåndede på baggrund af forbehold, vis ”klogskab”, som i tilfældet med donorbørn i virkeligheden blot er en blanding af mellem decideret meningsløshed og argumentatorisk bluff.

 

Tæt på nonsens

 

Når rådets formand, Jacob Birkler, udtaler om det nye lovforslag om udvidede og mere nøjagtige donorprofiler, at »det er ikke i barnets, men i moderens interesse. Der kommer et pres på forventningerne til barnets egenskaber, der jo bliver ud fra valget af donor«, så er det tæt på at være nonsens. Det er nonsens, for medmindre man tror, at kvinder, der vælger ”den naturlige vare” ude i byen, slår plat og krone mellem, hvem de vælger som far til deres børn, så er denne situation nøjagtig den samme, som for dem der vælger pipetten. Og det ved Jacob Birkler også udmærket godt.

Folketingspolitikere, journalister og meningsdannere tror, at den slags udtalelser virker som klog tilbageholdenhed. Det gør det ikke. Det vidner om primitiv og tilbagestående rationalitet. Designerbørnsfælden er en argumentatorisk fælde, der afslører et følelsesmæssigt overload, der blokerer for simpel, sund fornuft.

Det er på tide, at journalister og alle andre, der godtroende tror, at dette vogternes råd er klogere, end de selv er, faktisk beder dem om at argumentere for deres meningsløse og følelsesladede ”begrundelser”, når de ikke hænger sammen. Og det gør forbeholdet for ”designerbørn” simpelthen ikke.

Det er helt o.k. at bekymre sig fuldstændig uden at forklare hvorfor. Her er skepsis bare ”sund” per definition. Også når den grænser til det idiotiske og ubegrundede.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.