Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

”Man jager et bæst og fanger et menneske”

Vi er jævnligt vidner til ulykkelige familiesager, der omhandler grove svigt, vanrøgt eller misbrug og mishandling af børn.

Senest har millioner af danskere fulgt formanden for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersens personlige beretning om, hvad svigt og misbrug gør ved børn.

Lige så mange lades tilbage i forundring over, hvordan nogen overlever en sådan opvækst - uden massive sociale og psykiske problemer. Det sker da også kun for de få. Den sociale arv er stærk.

Det er naturligt og menneskeligt, at vi reagerer med afsky, afstandtagen og fuldstændig mangel på forståelse for, hvad der sker i hovedet på mennesker, der svigter børn så groft. Heldigvis kan de fleste af os ikke sætte os ind i det.

Men de, der forsøger, vil ofte opdage, at svigt og misbrug af børn stort set aldrig finder sted, uden at de forældre eller andre voksne, der er involveret, selv har massive psykiske eller sociale problemer. Problemer, de har udviklet som voksne - eller som de har haft med sig i bagagen fra deres egen barndom.

”Man jager et bæst og fanger et menneske” er et motto fra Rigspolitiets Rejsehold, som jeg tillader mig at låne i denne sammenhæng. Således også i Lisbeth Zornig Andersens eget tilfælde, hvor overgreb og svigt blev begået af voksne med en tragisk familiebaggrund. En familiebaggrund, der formodentlig har været stærkt medvirkende til at fratage dem forældre- og omsorgsevnen.

Det er ikke mit ærinde eller synspunkt, at en tragisk familiebaggrund kan bruges som en undskyldning eller som noget, der kan legitimere svigt og overgreb. Mit synspunkt er, at skal vi dæmme op for disse ubærlige familiesager i fremtiden, så tvinges vi som samfund til også at sætte os i forældrenes sted.

Jeg tror ikke på, at der findes psykisk sunde og socialt velfungerende voksne, der af egen fri vilje mishandler deres egne børn eller andres.

Men vokser man op i en meget dysfunktionel familie - f.eks. en familie med svære sociale problemer eller en familie med svær eller langvarig psykisk sygdom eller misbrug, så er der en risiko for, at man ikke selv opøver de nødvendige sociale færdigheder, får den nødvendige viden om sociale spilleregler og udvikler det mentale overskud, der skal til, for at man kan passe på sig selv og andre.

Mit synspunkt er, at vi skal gøre langt mere for at støtte børn og unge, der vokser op i familier med svær eller langvarig psykisk sygdom. Det skal vi gøre for børnenes skyld, idet vi ved, at børn af psykisk syge forældre har forhøjet risiko for selv at udvikle psykiske og måske sociale problemer. Men vi skal også gøre det for at hjælpe dem til ikke at bære arven videre.

Derfor arbejder vi i PsykiatriFonden med at støtte børn og unge af psykisk syge forældre gennem samtalegrupper - et tilbud vi arbejder på at udvide, og som jeg mener bør udbredes til hele landet og gælde såvel børn af psykisk syge forældre som børn af forældre med misbrug.

Ikke fordi alle børn af forældre med psykisk sygdom eller misbrug selv bliver udsatte og får psykiske eller sociale problemer - og ikke fordi alle med psykisk sygdom eller misbrug mangler forældreevne. Men fordi nogle gør.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.