Frivillighed i folkekirken
Med baggrund i den trængte økonomi efterspørger sognepræst Ole Juul i en kronik i Jyllands- Posten den 25. maj en større frivillighed i forbindelse med gudstjenester og andre kirkelige handlinger.
Mange af de funktioner, som i dag foretages af lønnede ansatte, kunne udmærket bestrides af frivillige, mener Ole Juul.
Som tidligere sognepræst vil jeg gerne støtte forslaget.
Mange steder udfører frivillige allerede et stort arbejde også i forbindelse med gudstjenester, men det kunne ske i et langt videre omfang.
Og hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre?
I mange andre sammenhænge ydes der frivilligt arbejde også i kirkelige organisationer, som f.eks. i genbrugsforretninger inden for Folkekirkens Nødhjælp og Kirkens Korshær. Hvorfor så ikke i selve kirken?
Jeg er sikker på, at mange gerne vil tilbyde deres hjælp, hvis de fik en fornemmelse af, at der var brug for dem, og at de derved kunne være med til at bevare deres kirke i sognet.
Hvem skulle tage initiativ til en sådan ordning?
Det skulle selvfølgelig det lokale menighedsråd sammen med det lille mindretal, som jævnligt deltager i gudstjenesten, og hvis betydning ofte overses.
Med flere frivillige knyttet til kirken ville det måske også blive lettere at få flere til at stille op til menighedsrådsvalgene.
Langt de fleste er glade for deres kirke og ville være kede af at skulle være henvist til en anden kirke for at få forrettet kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, vielse og begravelse.
Der er en dynamik i frivilligt arbejde, det engagerer folk og skaber fælleskab, og det er det, man efter min mening mangler i mange sogne i dag.
Det er blevet alt for let at have en kirke. Og selvom der tilbydes mange forskellige aktiviteter fra kirkens side, har det ikke den tilsigtede virkning, for der er ikke noget sognefællesskab bag .
Med flere engagerede frivillige ville kirken få nyt liv, blive til noget levende i sognet og ikke blot til en institution, som nu engang er der, og som kan benyttes, når der er brug for den.
Jeg er selvfølgelig klar over, at frivillige ikke alene kan løse kirkens økonomiske problemer, men de kan være med til at billiggøre driften af kirken og forhåbentlig også dermed forhindre kirkelukninger.
Og ikke mindst: være med til at skabe nyt liv.