Diagnose og logistik

For nylig var det Torben Mogensen, lægelig direktør ved Hvidovre Hospital, der mente, at det bliver for kostbart at give en dead(!)line for en diagnose. 30/5 bragte Jyllands-Posten en kronik, hvor en hjerteoverlæge fra Viborg sluttede sine mange bortforklaringer om diagnosernes veje og vildveje med en opfordring: »Giv nu lægerne den fornødne tid til at stille de korrekte diagnoser.«

For derefter - noget upassende humoristisk synes jeg nok - at skrive: »Og husk nu på, at også vi læger synes, at der kun er én ting, der er mere ærgerlig end at gå gældfri i graven - det er ikke forinden at have fået stillet den korrekte diagnose.«

At gå i graven med den korrekte diagnose er ikke formålet, Ole Lederballe! Det er at få tilstanden udredt i tide, så patienten netop ikke dør. Man får af kronikken omtrent det indtryk, at diagnoseudredningen opfattes som en slags Stratego-spil af lægestanden; et spændende analysearbejde, hvor tid ikke er en faktor.

Men det er det. Og det er dét, diagnosegarantien handler om. Det er derfor, der oprettes tværsektorielle diagnosecentre landet rundt - hvad Lederballe også ironiserer over.

I Danske Bioanalytikere har vi for nylig i denne avis netop givet udtryk for, at der kan være sygdomstilstande med så diffuse symptombilleder, at de falder ved siden af nogen form for tidsgrænse. Derfor - netop derfor - er det også så vigtigt, at vi i sundhedsvæsnet bliver knivskarpe omkring laboratorielogistikken; det skal ikke være her i labyrinter af henvisninger, ukoordinerede aftaler, tekniske forsinkelser og menneskelige fejl, diagnoserne strander.

Det ville være at foretrække, at vi bare blev knivskarpe i en hulens fart, for i så fald ville en diagnosegaranti være overflødig. Men indtil da er udstedelse af alle mulige patientgarantier et politisk redskab, som nok ikke er til at komme udenom.

Slet ikke, når der tilsyneladende eksisterer en så stor modvilje hos lægerne om at skulle arbejde under et specifikt forventningspres.