Den gode side af Somalia-pengene
Den opmærksomme læser vil i de stort opsatte artikler 31/5 om danske penge til terror have set, at de legale overførsler på 20 mia. kr. er tusind gange større end det beløb, som efterretningstjenesten mener kan gå ind under terrorstøtte.
JP og læserne må derfor være meget opmærksomme på ikke at kaste smuds på disse mange penge, som sikrer basale fornødenheder til et antal hundrede tusind mennesker i Somalia og andre lande.
Mange af de somaliske foreninger, der i artiklen kastes en skygge på, er faktisk medlemmer af Projektrådgivningen og sikrer, at pengeoverførsler ikke kun går til den nærmeste familie i Somalia, men faktisk har en bedre udviklingseffekt.
Da danskere og andre europæere for 150 år siden i stort tal rejste til USA, blev det opfattet som naturligt og nødvendigt, at de sendte penge hjem, hvis de fik mulighed for det.
Det havde klædt JP at have omtalt de positive effekter og nedtonet en sensationsjournalistik på ekstrabladsniveau.
Jørgen Randløv Madsen, Madesøvej 6, Svebølle