Udkantsdanmark og Frede Gulbrandsen

Til JP udtaler han bl.a., at »i Danmark hader bonderøvene virkelig københavnerne.« Han stiller samtidig spørgsmålet: »Hvad får folk til at tro, at de kan sidde i København og beskrive provinsen som Udkantsdanmark og som den rådne banan?«

Lugter af gødning og roer

Forfatteren Knud Romer har forladt hovedstaden til fordel for Kragevig på Sydsjælland. Romer er født i Nykøbing Falster - en by, der lugter af gødning om sommeren og sukkerroer om vinteren, som han så poetisk udtrykker det. Hans beskrivelse af de problemer, der er forbundet med affolkning, kommer til udtryk, når han spørger: »Hvor skal man gå hen for at finde et usb-stik?«

Jeg deler i øvrigt hans kritik af provinsbyernes stereotype fremtoning. Overalt støder vi på de samme detailkæder, det samme indhold. »Man kan snart ikke se, hvilken by man befinder sig i.« Dialogen mellem kunst og erhvervsliv siges at kunne skabe ny energi til den innovative proces.

Gad vide, hvad der ville komme ud af en dialog mellem Hennes & Mauritz og Viborg-kunstneren Sergei Sviatchenko? Han ville utvivlsomt kunne ruske op i detailhandlens søvndyssende, henslæbende tilværelse.

Tilbage til Gulbrandsen. Jeg troede faktisk, at han mente det alvorligt, det med at sidde i København og skabe afstand til os andre.

»Bonderøven er vor tids store helt,« udtaler han til JP, et udsagn, der peger i retning af en ægte følt solidaritetsfølelse - lige indtil denne udtalelse: »Jeg kan lide at være på landet, hvor folk er helt nede på jorden!« Romantikken funkler, sceneriet har nærmest eksotisk karakter.

Kære Gulbrandsen, bedst som vi troede, at du nærede en reel aversion mod smædeskrifter om Udkantsdanmark, viser det sig, at din sympati snarere tangerer medlidenhed og medfølelse. »Her har folk ikke behov for at gå til psykolog for at finde ud af, hvem de er,« - hvor ved du i grunden det fra?

Undskyld min harme. Ydmygelsen bliver total med afslutningsreplikken: »De er bare sig selv og har ikke behov for at fremstå bedre,« - og så kommer den - »bedre. end de er. De spiser kartofler med sovs…«!

København bestemmer

Er vi bare til kartofler og sovs? Hvis ja, så fint nok med det, men at fremstille os ”som stereotyper” fedtet ind i egen selvforherligelse og brun sovs, der sætter jeg grænsen.

Eller har manden ret? Går vi bare og tuller rundt derude og lader dem i København om finere fransk madlavning og moderigtige psykologer?

Herude har vi ikke brug for at spørge vores coach til råds, Niels Skousen. Hvad skulle vi spørge ham om? Livets store problemer har vi lagt i hænderne på dem i København - og en hulens bunke tv-kanaler.

Dagligdagens største problem handler om valg af den rigtige kartoffel; og det er slet ikke så ligetil endda. Men hvad forstår en københavner sig på det?