Udnyt arbejdstiden
Fred helligdagene og glem de 12 minutter m.m.
Forslaget erstatter teori med praksis. Hvis vi virkelig vil øge produktiviteten i det danske samfund, ligger der en indlysende mulighed lige for næsen af os.
Helt uden konsulentassistance kan arbejdsgiverne, såvel de offentlige som de private, lave en overenskomst (tro og love-erklæring) med alle deres ansatte, hvori disse bekræfter, at arbejdstiden skal udnyttes effektivt, hvilket bl.a. medfører: ingen private telefonsamtaler eller sms'er, (mobilen parkeres centralt i arbejdstiden), samt intet brug af internettet til private formål (chat, Facebook, Twitter og blog) eller anden udveksling af uvedkommende karakter i arbejdstiden.
Den private mobil kan tjekkes og besvares i frokostpausen. Jeg har ikke en undersøgelse at støtte mig til, men kære medarbejdere, hånden på hjertet, her er der tale om megamange spildtimer på lands- og årsbasis.