Hold på hatten - vogt på skatten
Danskerne gør klogt i at holde fast på alt, hvad de kan: Hat, briller, tegnebøger og kreditkort.
Statsministeren er på skatteoffensiv. Og desværre er der god grund til at holde ekstra godt fat i tegnebogen og kreditkortet - og alle andre værdier - når en socialdemokratisk statsminister og skatteminister bebuder en skattereform.
Danmark har prøvet det før - og set skatterne stige mod himlen for hver gang. Og Helle Thorning-Schmidt, Vestager og Thor Møger gør ingen forskel i forhold til Nyrup, Lykketoft og Stavad, der pumpede danskerne for penge i 1990'erne.
Bare de første syv måneder af S-R-SF-regeringens tid er de danske familier og det danske erhvervsliv blevet malket for mere end seks milliarder kroner i nye skatter og afgifter. Hver eneste LO-familie må indkassere en skatteregning på 3.400 kr. Det fremgår af Skatteministeriets egne indberetninger til Folketinget.
Det er jo en meget dårlig tak for den ansvarlige tilbageholdenhed, lønmodtagerne viste i årets overenskomstforhandlinger.
Socialdemokratisk tradition
Det lyder flot, når skatteministeren lover at belønne de hårdt arbejdende danskere, der står tidligt op og smører madpakker til ungerne, før familien haster ud ad døren. Og det lyder flot, at færre - måske - skal betale topskat.
Men det bliver sjældent til noget med milde gaver fra de skatte-glade socialister, der befolker ministerbænkene. Det store spørgsmål er, hvordan mulige lettelser skal finansieres. Og som sagt er traditionen, at en socialdemokratisk statsminister tager sig rigeligt betalt ved hver given lejlighed.
De seneste dages meldinger tyder på, at regeringen er klar til at skrue på adskillige skruer - også dem, man hårdnakket har benægtet, at man ville røre.
For Venstre er det afgørende at sikre dansk erhvervsliv en bedre konkurrenceevne og de danske familier frihed og tryghed til at indrette sig for fremtiden.
Danmark er udfordret benhårdt på konkurrenceevne, høje skatter og en arbejdsstyrke, der skrumper. Vi har verdens højeste skatter og verdens højeste afgifter - hele vejen rundt. Udsigt til gigantiske underskud på statsfinanserne. Arbejdspladser, der flygter ud ad landet. Grænsehandel der eksploderer.
Derfor står Venstre fast. Det er ikke tiden til at sende nye skatte-regninger til borgere og erhvervsliv, som i forvejen betaler verdens højeste skatter. Vi skal tværtimod bruge skattereformen til at sikre ny vækst i dansk erhvervsliv og sikre tryghed og frihed for danskerne.