Ejendomsretten - en frihedsret

Frihedsrettighederne udgør saltet i et demokratisk samfund. Men hvilken frihedsret er af størst betydning?

Det er den private ejendomsret. Ingen anden frihedsret slår den i vigtighed. Imidlertid er ejendomsrettens betydningsfuldhed afhængig af to grundlæggende betingelser. Den første forudsætning lyder sådan:

Ejendomsretten og dispositionsfriheden er to sider af samme sag. Den anden bestemmelse er lige så uomgængelig: Det er statens opgave at beskytte ejendomsretten og ejerens selvstyre.

Historisk set har ejendomsretten haft størst betydning inden for landbruget. Selvejet i dette erhverv er langt fra af nyere dato. I begyndelsen var der vel tale om små gårde. Men på et tidspunkt bliver de mindre brug opslugt af de større. I Europa erhverver mange af dem status som fæstebønder under herremændene. Herefter er selvstændige familiebrug en sjældenhed i europæiske lande.

Men selvejet i landbruget oplever en renæssance i midten af 1700-tallet. På den tid er Europas lande plaget af tiggeri, fattigdom og uro. Disse tilstande må have en ende. Umuligt er det vel ikke. I oplyste kredse rejses en debat om velstandens kilder. Den klassiske liberalisme er på vej. Den vokser sig stærkere. Snart er den i stand til at præge tidsånden.

Liberalisterne er overbevist om, at fattigdommen kan overvindes, hvis tingene gribes rigtigt an. Hovedparten af Europas befolkning boede dengang på landet. Altså gjaldt det først og fremmest om at reformere landbruget. For de liberale forekom det indlysende, at fæstesystemet ikke evnede at forøge nationernes velstand.

Motiveret arbejdsomhed

Hvordan får vi mennesker til at arbejde frivilligt? Sådan lyder det centrale spørgsmål. De klassiske liberalister er overbevist om, at rigdomme skabes i kraft af en personlig, motiveret arbejdsomhed. Frihed udgør det forløsende ord. Således bremser de mange tvangsformer i jordbruget ethvert tilløb til fremskridt. Til bønderne skal det private ejerskab i første række udbredes. Selveje og selvstændighed i næringen vil udrette store ting. Det budskab fænger.

Den fri forfatning

Fra slutningen af 1700-tallet er selvstændighedskulturen i vækst. Overgangen fra fæstebønder til fribønder er samtidig forspillet til en fri forfatning i 1849. På det tidspunkt er der ikke mange fæstebønder tilbage.

Liberale ideer dominerer den europæiske debat efter 1700-årenes midte. Privatejendommen tildeles nærmest en kultstatus. Og det med god grund. Landmændene forvandlede sig til selvbevidste, energiske og kreative mennesker. Dvaske landsbyer begyndte at blomstre. Resultaterne var til at få øje på. Frihed skaber velstand.

Privatejede bedrifter decentraliserer samfundet. Denne tillægsydelse er af største værdi. Alligevel er den ganske fraværende i nutidens debat. Brede vifter af selvstændige næringsdrivende forhindrer tendenser til magtkoncentration. Fribønder lever i frizoner. Disse frie territorier vil de af indlysende årsager forsvare til det sidste. Stolte selvejere danner bolværket mod en udvidelse af politik og stat. Demokratiet eksisterer der, hvor private næringsdrivende får lov til at arbejde i fred med deres eget.

Altså fordrer demokratiet, at selvejet i bredden bevares. Staten må aldrig godkende en fri sammenlægning af gårde. De store bedrifter skal ikke æde de små. Indtil 1968 var denne politik i Danmark gangbar mønt. Politikere og statslige autoriteter holdt hånden over familiebrugene.

Det gjaldt om at bevare en sund gårdmandsstand, som var i stand til at opretholde fristæder rundt om i landet.

Imidlertid interesserer ejendomsretten og næringsfriheden ikke nutidens boglige magthavere. Fribønderne er ude af billedet. Det samme er familiebrugene. Men også i andre næringer bør selvejet genoprettes og beskyttes. En decentralisering af samfundet er et frit lands kendemærke.