Masserne ønsker demokrati

Men er de kritiske røster farvet af fordomme? Fortæller kritikken mere om kritikerne selv end om Det Arabiske Forår? Når de arabiske lande får mulighed for demokrati, ser de skeptiske øjne, at befolkningerne med jordskredssejre vælger rabiate islamister ind i deres parlamenter, som vil indføre sharia med håndsafhugninger, pisk til ”utugtige kvinder” og henrette homoseksuelle. På den måde får skeptikerne det til at fremstå, som om at de arabiske befolkninger ikke ønsker demokrati, selvom de har muligheden. Men den folkedrevne demokratibevægelse har spredt sig som ringe i vandet uden at være igangsat af vestlig intervention.

Befolkningen er drivkraften

Det forekommer derfor paradoksalt, hvis ikke direkte ironisk, at de kritiske røster midt i denne samfundsomvæltning kritiserer den arabiske befolkning for ikke at ønske demokrati - når nu det netop er befolkningerne selv, der er drivkraften bag forandringerne. De skeptiske beskrivelser af Mellemøsten må forstås som et udtryk for magtrelationen mellem Vesten og Mellemøsten. En relation, der privilegerer vestlige idealer på bekostning af Mellemøsten: Det vestlige italesættes som udviklet og sættes i opposition til Østen, der fremstilles som tilbagestående og udemokratisk. Dette billede synes at være så fasttømret hos skeptikerne, at ”islam” og ”demokrati” er to fuldstændig uforenelige størrelser. Det samme kan ses i kritikken af Det Arabiske Forår, hvor de islamistiske partier dæmoniseres og fremstilles som middelalderlige - underforstået som i modsætning til det progressive og demokratiske Vesten.

Vestens demokratiforståelse

Magtrelationen privilegerer den vestlige demokratiopfattelse, hvorved Vesten definerer forståelsen af, hvad et demokrati er. Konsekvensen er en demokratiforståelse, der afspejler vestlige idealer. Denne etnocentriske ramme bruges også til at vurdere, ”hvor demokratisk” Det Arabiske Forår er og kan blive, hvilket ender som et enten-eller-spørgsmål. Men fravælger befolkningen demokratiet, eller er Det Arabiske Forår et udtryk for en anden mellemøstlig opfattelse af demokrati, der forener demokrati og islam? Måske skal de skeptiske iagttagere genoverveje deres forestillinger om muslimer og de ”orientalske despoter”. I den vestlige bevidsthed kan Det Arabiske Forår tage to veje: Enten bliver det arabiske forår forstået i et kulturimperialistisk perspektiv, altså som en bevægelse hen imod vestlige idealer. Eller også dømmes Det arabiske forår til at fejle, før det overhovedet er begyndt.

Brudte løfter

Man kan overveje, om der kan tegnes et andet billede af Mellemøsten og Det Arabiske Forår, som udfordrer den nærsynede vestlige bevidsthed. I lyset af det egyptiske muslimske broderskabs kovending kan man være bekymret for, hvordan demokratiseringsprocessen kommer til at forløbe. Broderskabet har brudt løfter, som det gik til valg på. Eksempelvis forsøgte det at få mest mulig magt frem for udelukkende at stille op til en fjerdedel af folkeforsamlingens pladser. Broderskabet brød også sit løfte om ikke at stille op til præsidentposten. Derfor vil den kommende tid vise, om befolkningen reagerer på løftebruddene og på den konservative fortolkning af islam, som fremmes af broderskabet. Den egyptiske befolknings reaktion vil afgøre, om skeptikernes fordomme bliver bekræftet. Uanset hvad der sker, peger fire fingre altid tilbage mod én selv, når man peger én finger ad andre. Kritikernes stereotypisering af den mellemøstlige befolkning, der ikke ønsker demokrati, men kun sharia, blotlægger skeptikernes politiske og kulturelle konstruktion af Mellemøsten. En konstruktion, der forhåbentligt slår sprækker under Det Arabiske Forår, så lyset fra massernes ønske om demokrati skinner igennem.