Uha, Margrethe Vestager
Margrethe Vestagers indlæg i JP 19/5 kan da kun give anledning til, at en trofast JP-læser må give sin mening til kende.
Dette kan gøres kort og præcist. Tag nu blot overskriften....”JP's troværdighed rystes”. Hvordan tror du, Margrethe Vestager, man har det som vælger i Danmark, når man læser et indlæg som dit? Du drager JP's artikel i tvivl på troværdigheden. Hvordan tror du, man som vælger i Danmark har det med den nye/din regerings troværdighed? Undrer mig over, at du kan drage andres artikler i tvivl, når man ser på, hvor troværdig den nye regering fremstår. Selv du må da kunne se, at I er dybt utroværdige. Jeg er godt klar over, at du ikke er enig, men så kan du jo blot se på meningsmålingerne. Danskerne er ikke så dumme, som politikerne tror. Hvis man har lov at være så utroværdig som du og dine fæller i den nye regering, er der jo ingen grænser for, hvad man kan tillade sig i den retning. Og da standarden jo sættes af politikerne, må man blot konstatere, at hvis man føler grund til at klynke, skulle man nok feje for egen dør først. Når en regering står med så dårlig en meningsmåling, så hjælper det ikke at skyde skylden på de journalister, som skriver om rigets sande tilstand.