Endnu en spindoktor
S-R-SF-regeringen har historisk ringe opbakning blandt vælgerne. Regeringen har også historisk mange spindoktorer.
Så vejen ud af krisen må vel være … ansættelsen af endnu en spindoktor. Thomas Juul-Dam hedder det nye orakel, der skal supplere Noa Reddington og Helle Thorning-Schmidts personlige assistent, Susanne Kassentoft Baudier. Og hvilken baggrund har så denne Juul-Dam for at kunne få regeringen ud af krisen: Han er 32 år, har brugt det meste af sit liv i den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum i Aarhus, så har han angiveligt arbejdet 10 år med lokalpolitik i Aarhus for Nicolai Wammen - og omtrent et år i det private erhvervsliv - i kommunikationsbureauet Radius og reklamebureauet Primetime, hvor han i sidstnævnte vist har brugt det meste af sin tid på at udarbejde analyser for S. Sikke et friskt pust. Her er virkelig manden, der kan få HTS frem over stepperne. Måske er en del af årsagen til Socialdemokratiets krise, at partiet stædigt nægter at forholde sig til, at der er en verden uden for Socialdemokraternes akademiske elfenbenstårn - en verden, der består af helt almindelige mennesker, der dagligt knokler for at få deres tilværelse til at hænge sammen, og som føler sig taget ved næsen af en regering, der blev valgt på et program, men nu er i gang med at gennemføre et andet. Det kan nok så mange socialdemokratisk skolede spindoktorer ikke ændre på.