Malmø før og nu
Kældertelefonen ringede. Jeg tog den. En amerikansk kvinde spurgte efter onkel Poul, min mand, som ikke var hjemme, så vi talte sammen. Hendes far hed Karl.
Navnet sagde mig ikke noget. Jeg spurgte, hvad hendes mor hed: Cecilie. Så var jeg med.
Min mands halvbrors datter ringede til os. Hun fortalte, at hun var katolik, og at hendes ægtefælle var jøde. Noget, der var vigtigt for hende. Jeg fortalte, at i mit barndomshjem var jøder Guds ejendomsfolk, og at jeg skønt protestant nu og da kom i den katolske kirke.
De ville gerne besøge os.
Var det i orden?
Så besøgte de os, Carla og Dick. Det første, Dick sagde, var: »Danmark reddede jøder«. Det var sandt. Sverige lå så tæt på Danmark, at det kunne lade sig gøre. I det af tyskere besatte Danmark, der slap nådigt gennem Anden Verdenskrigs uendelige ulykker, kunne modige danskere hjælpe forfulgte jøder til Sverige.
Den 3. oktober 1943 ringede det på døren i min mands barndomshjem.
Udenfor stod frøken Levison. Hun fortalte, at hendes bror, som samme aften skulle spille bridge, ikke kunne komme på grund af halsbetændelse.
Næste dag var familien Levison væk. Den var på vej til Sverige og var der krigen ud. I JP 11/5 skriver Niels Lillelund om jøders nuværende usikre situation i Malmø.
Hvad er der sket i det svenske Malmø?
Hvor borgmesteren i henhold til Niels Lillelund siger, at så længe jøderne ikke tager klart afstand fra Israel, er de på en måde selv ude om det, og medierne i Danmark vil ikke se, ikke høre, ikke tale.
Det kan hverken svenskerne eller danskerne være bekendt.
Det er simpelthen for ringe.