KLM er et dannelsesfag
JP skriver i lederen 16/5: »På seminarieuddannelserne har regeringen anført af De Radikale fået gennemtrumfet et forslag om, at kristendomsundervisningen skal afskaffes.
Man kan spørge sig selv, hvor eksempelvis De Konservative er henne i sådan en sag«. Vi er lige i centrum! Så kort kan det siges, men lad mig begynde med at rette en faktuel fejl. Kristendom er ikke afskaffet som fag. Vi forhandler stadig om læreruddannelse, og i de forhandlinger kæmper jeg indædt for KLM-fagets bevarelse. KLM står for Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab. Konservative har siden, vi blev indkaldt til forhandlinger første gang, meldt klart ud, at vi ønsker faget bevaret. I store artikler i Berlingske, Politiken, BT, Information og Kristeligt Dagblad er K bannerfører for at bevare dannelsesfaget. I Kristeligt Dagblad er jeg for eksempel 12/5 citeret for at sige: »Stærkest protesterer De Konservative, der er tæt på at formulere det som et ultimativt krav: Bevarelsen af KLM-faget er et kardinalpunkt for os. Det er meget svært for mig at se, at De Konservative kan være med i et nyt forlig om læreruddannelsen, der ikke omfatter KLM. Det skal bevares«.
Et dannelsesfag
Så K har sat sig i centrum for at få bevaret dannelse i læreruddannelsen - i øvrigt med god støtte fra både Danmarks Lærerforening og de lærerstuderende. Faget er et dannelsesfag, som gør lærerstuderende bevidste om danske værdier, demokrati og samfund. Grundlæggende vil et tab af KLM betyde et tab af værdier og dannelse. Hvis vi opgiver hele det fundament, som vores skoletradition bygger på, så risikerer vi, at en ligegyldighed opstår. En ligegyldighed over for vores land, vores omverden og over for hinanden, og hvor skyggesiden af internationalisering og globalisering vil være en grågrumset ensretning, hvor ingen rigtig ved, hvor vi kommer fra, og ingen rigtig ved, hvor vi skal hen. Ligegyldigheden mærker vi helt ind i regeringen. Generelt er regeringspartierne gennemsyret af tanken om, at det er gammeldags og håbløst umoderne at holde fast i de værdier, traditioner og institutioner, som samfundet bygger på. Jeg oplever en værdirelativisme i regeringspartierne, hvor alt skal være lige godt, og så kan det være lige meget. Netop derfor er det vigtigt at beholde dannelsesfaget om kristendom, livsoplysning og medborgerskab. Christian Kold, pioner inden for højskole- og friskolebevægelsen, var citeret for at sige om skoler: »Træd varsomt, her bliver mennesker til«. De ord må vi have for øje, når vi laver læreruddannelse.