Injurier eller sandhedsbevis
I ”Kampen om et underskud” skriver Knud-Peter Porskrog 14/5 bl.a.: »Da regeringen tiltrådte i september, overtog den et underskud på 80 mia. kr. Så skulle der - naturligt nok - foretages et kasseeftersyn.
Dette viste som forventet, at underskuddet ikke var 80 mia., men snarere 100 mia. kr. … Nu sker der så det, at ”regnedrengene” ved fornyet gennemgang finder ud af, at underskuddet er 26 mia. kr. mindre.«
I en leder i JP 13/5 står der: »Det voldsomme kursskifte, som Vestager har tvunget de to partier til som pris for at bringe dem til magten, er i bund og grund utroværdigt, ja, løgnagtigt. S og SF har brudt så mange løfter - ikke om småting, men på helt grundlæggende politikområder - at troværdigheden ikke lader sig genetablere.«
To af hinanden uafhængige synspunkter. Men med samme konklusion: utroværdigt. 26 mia. kr. er så meget at overse, at man skulle tro, at det var løgn, at det var muligt. Det er det måske også. Lederen beskriver kursskiftet for S og SF som utroværdigt og løgnagtigt. Når Danmark har så lav en rente, som vi har, så er det, fordi pengene fosser ind i landet. Vi har 300 mia. kr. til gode i udlandet.
Lyver regeringen, fordi det er en fordel for magten, at krisen har tag i Danmark? En injuriesag fra statsministeren på regeringens vegne, vil være forfriskende. Katastrofalt, hvis den blev tabt, fordi der blev ført sandhedsbevis for påstandene.