Angsten for det tavse rum

I vore dage er der opstået et tilsvarende fænomen, som man kunne kalde ”angsten for det tavse rum”.

Pause en vederstyggelighed

Inden for det talte ord er pauser blevet en vederstyggelighed. Når der er debatter i f.eks. radioen, er det særligt udtalt. For det første kører radioen med nogle larmende, delvist umelodiske jingles til at udfylde pauser mellem to udsendelser med, og hvis det ikke rækker, så læser man radioprogrammet op for det næste par timer, som om nogen ville forvente at kunne orientere sig om programmerne ad den vej. Men tiden går uden tavshed. Når debatten så går i gang, taler debattørerne som maskingeværer for ikke at risikere, at der opstår pauser. Så kunne man jo risikere, at moddebattøren tog ordet. Hvis man - hvilket er hovedreglen - ikke har nok at sige til at fylde tiden ud med, så gentager man blot sit allerede flere gange fremsatte synspunkt. Er der huller i ræsonnementet, udfylder man tiden med fraser, som f.eks. »hvad er det nu, det hedder«, (som har erstattet det klassiske »øh«). Som om det skulle hjælpe at spørge moddebattøren, som jo forventer, at det netop er opponenten, der skal komme med svaret.

I munden på hinanden

Da det som sagt er umuligt at stoppe en moddebattør, ser debattøren ingen anden udvej end at afbryde. Det resulterer så i, at alle råber i munden på hinanden, inklusive ordstyreren, som prøver at bringe orden i kaosset. Medmindre det er ordstyrerne, der afbryder, hvad de ofte gør, hvis debattørens budskab ikke passer dem. Jeg har tit undret mig over, om disse debattører virkelig tror, at deres budskaber kommer ud over rampen? Man mindes med vemod radiofolk som Karl Bjarnhof og Piet van Deurs for blot at nævne et par stykker fra hver sin tidsalder. De holdt mange pauser og demonstrerede, at pauser kan sige mere end mange ord. Når debatten går i gang, taler debattørerne som maskingeværer for ikke at risikere, at der opstår pauser.