Friheden er bundet til retten til landet
»I sidste ende er nødlovgivning som burkaforbuddet (…) et spørgsmål om viljen til at håndhæve dansk traditions og kulturs fortrinsret her i landet. Fra sproget til kvindesynet til kirken til flaget. Det har vi friheden til at gøre, for det er vores land, og vi er lovgiverne.«
Således skriver Katrine Winkel Holm 15/5 i et forsøg på at definere, hvad sand frihed er. Men er det frihed at skulle indføre nødlovgivning? Nej, det er det jo ikke, og derfor er den symbollovgivning, som diskuteres og indimellem vedtages, et trist tegn på, at vi ikke længere føler os frie i vort eget land. Sand frihed er bundet til retten til landet, og hvis vi f.eks. var frie til at bestemme, at der kun måtte være et ganske ringe antal af ikkevestlige indvandrere i landet, kunne vi være fløjtende ligeglade med, om nogle af dem iførte sig burka. Men vi er ikke frie til at bestemme, hvem der skal bo her, vi er ikke frie til at bestemme hvor mange, og derfor må vi varme os ved nødlovgivningen. Kan vi blive ved med at håndhæve nødlovgivningen, såfremt indvandringen fortsætter? Nej, det kan vi naturligvis ikke, og derfor består frihedskampen i dag i at gøre op med internationale konventioner og EU, som forhindrer os i at sætte grænser for indvandringen og dermed de facto har ophævet Danmarks selvstændighed.