JP's troværdighed rystes
Grundskyld er noget, som boligejere betaler på baggrund af værdien af den grund, de bor på.
Dette faktum vælger Jyllands-Posten systematisk at undlade at fortælle sine læsere, selv om den flere gange er blevet gjort opmærksom på det, og selv om den breder sine artikler om emnet grundskyld ud over både en forside og et helt opslag i avisen (JP 16/5). Journalisten bag artiklerne vælger tilmed at slette oplysningen fra den kommentar, som jeg har sendt til ham som svar på hans spørgsmål. Men faktum er altså, at grundejere betaler grundskyld ud fra værdien af den grund, de bor på, og ikke efter f.eks., hvor mange kvadratmeter der er i en bolig. Derfor er det også en fuldstændig usaglig og tendentiøs sammenligning, som Jyllands-Posten opstiller, når den sammenholder grundskylden for et rækkehus i Ishøj med min lejlighed på Amager. Der er intet underligt i, at ejendomsskatten er højere for andelshavere, der bor i rækkehuse med hver sin have, end i en andelsboligforening som min, hvor vi bor i etageejendom og derfor er mange flere grundejere om at dele grundskylden.
Har ikke været meningen
Frem for alt har sammenstillingen intet med regeringens lovforslag om grundskyld at gøre. Vi har foreslået en lovændring, som skal løse et problem i den nuværende lovgivning med, at 3000 boligejere i 2012 slet ikke betaler ejendomsskat. Ud fra 2011-oplysninger vurderes det at, at yderligere godt 35.000 betaler en kunstigt lav ejendomsskat. Det har aldrig været meningen. Lovforslaget vil som hovedregel betyde, at skatten for de berørte ejendomme i 2013 kommer tilbage på samme niveau, som der oprindeligt blev opkrævet i 2011. Jyllands-Posten vælger tilmed at køre forside på et postulat fra et rådgivningsfirma, der har åbenlyse økonomiske interesser i sagerne om grundskyld, fordi firmaet fører sager for flere af de grundejere, som lovændringen berører. Grundskylden vil stige med mindst 300 mio. kr. om året for flere end 100.000 familier, lyder mikrofonholderiet. Tallene får lov til at stå uimodsagte, selv om Økonomi- og Indenrigsministeriet har oplyst til avisen, at ministeriet vurderer, at tallene er i omegnen af 113 mio. kr. og 38.000 boligejere. Men det får avisens læsere intet at vide om på avisens forside, ligesom avisen ikke gør sig nogen anstrengelse for at bringe tallene sammen med en vurdering fra en uvildig part. Det minder unægtelig om noget, man i bankverdenen ville kalde insider-handel.
SVAR
Morgenavisen Jyllands-Posten skal beklage, at ministeriets vurdering af lovforslagets konsekvenser ikke fremgår af de omtalte artikler på linje med de beregninger, som rådgivningsfirmaet Rafn & Søn har foretaget. Ligeledes burde det være fremgået tydeligt, at samme firma repræsenterer en række af de boligejere, der bliver ramt af lovforslaget. Avisen har derimod aldrig hævdet, at grundskyld betales af andet end værdien af boligejernes grund, ligesom Margrethe Vestager i artiklerne er fyldigt citeret for sin holdning til sagen, herunder at hun finder sammenstillingen af, hvordan lovforslaget rammer hende selv i forhold til andre andelshavere tendentiøs. Redaktionen